Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 57 ved slige Lejligheder ikke sjældent et helt Kvarter, førend Perros Haseri havde lagt sig, og den glemte ikke senere at spille Strudsene et Puds eller give dem et Rap. »Under mit andet Ophold i Øst-Sudan havde jeg ofte mange Bavianer af samme Art i Fangenskab paa én Gang; de tilhørte dels mig, dels en af mine Venner. Enhver Bavian kendte sin Herre og sit Navn, og det var en let Sag at faa en ny ankommen Abe bibragt den samme Kundskab. Vi førte Dyret ind i vor Bolig og sørgede for, at det ikke kunde slippe ud; derpaa tog en af os en Pisk og truede Aben med den, medens en anden af os anstillede sig som dens Beskytter. Det var sjældent, at vi blev nødsagede til at slaa Dyret; det forstod straks Truselen og den Hjælp, der var ydet det, og viste sig stedse meget taknemmeligt mod sin Beskytter. Lige saa let var det at gøre Aben begribeligt, at den skulde bære dette eller hint Navn; vi raabte blot Navnet og slog med en Pisk efter dem, der kom uden at være kaldede. Det var aldrig nødvendigt at tilføje dem haarde Revselser; blot ved at true dem, kunde vi ofte opnaa mere end ved at slaa dem, og alene Udsigten til Prygl satte dem i den hæfligste Sindsbevægelse. »En af de fangne Babuiner bragte jeg med til mit Hjem i Tyskland. Den udmærkede sig ved sin ualmindelige Forsland, men spillede mig mangt et slemt Puds. En Hund, som vi havde, var paa sine gamle Dage bleven saa bidsk, at den ikke kunde leve i Fred med nogen anden Skabning, ja endog snappede efter sin egen Herre, naar han vilde straffe den. Men i Atile — saaledes hed min Bavian — fandt den en Modstander, som ikke alene kunde maale sig med den, men var den overlegen. Det var en af Atiles største Fornøjelser at drille Hunden ved enhver Lejlighed. Naar denne laa og sov Middagssøvn i Gaarden og havde gjort sig det rigtig mageligt paa den grønne Plæne, listede den drillelystne Atile sig ganske sagte hen til den, og naar den da havde forvisset sig om, at Hunden virkelig sov, greb den forsigtig fat i dens Hale. Ved et pludseligt Ryk vækkede den derpaa sin Fjende, som nu rasende og gøende fo’r løs paa Aben; denne satte sig i en udfordrende Stilling og slog uafbrudt med den ene Haand i Jorden, men til Hundens grænseløse Ærgrelse var det den umuligt at faa fat i Atile. Hver Gang den bed efter den, sprang Aben over den og havde i næste Øjeblik fat i Halen. Hunden blev til sidst aldeles fortvivlet og skummede af Raseri, men da den endelig mærkede, at alle dens Anstrængelser var fruglesløse, stak den Halen mellem Benene og løb sin Vej. Atile holdt meget af alle Slags Plejebørn; Hassan — den tidligere omtalte Marekat — var dens Yndling og blev behandlet med stor Kærlighed af den, — saa længe det ikke gjaldt Maden. At den godmodige Hassan saa at sige delte hver Bid med den, fandt den ganske i sin Oi’den. Den fordrede slavisk Lydighed af Marekatten, ja den vristede endog undertiden dens Mund op og tømte dens