Dyrenes Liv: I Pattedyr

58 DYRENES LIV Kindposer. Men ét Plejebarn var den ikke nok; den stjal derfor Kattekillinger og Hundehvalpe og bar dem om med sig en lang Tid. En Kattekilling, som havde kradset den, gjorde den uskadelig ved at afbide dens Klør efter først at have undersøgt dem meget grundigt. Dens Fingerfærdighed var ualmindelig stor. Den stjal mesterligt, lukkede Døre op og i og kunde trods nogen løse Knuder. Æsker og Kasser blev aabnede af den og fuldstændig tømtc. Vi gjorde den ofte bange ved med Fyrsvamp at tænde Ild i en lille Bunke Krudt paa Gulvet foran den; den skreg da højt, naar Krudtet fængede, og sprang saa langt bort, som dens Baand tillod. Men den fandt snart paa en Udvej. Den greb den brændende Svamp og slukkede den med Haanden, førend Ilden havde naaet Krudtet; derpaa aad den regelmæssig dette — formodentlig paa Grund af dets Salpeter-Smag. Vinteren over opholdt den sig især i den lune Gedestald, men gjorde her mange Spilopper; den lukkede Døren op for Gederne og Svinene, saa at disse løb ud, og kom ofte i Strid med Gederne om deres Klidfoder, hvorefter den var en stor Lækkermund. Den bar sig da saare behændigt ad, idet den greb Spanden med den ene Haand og drak, medens den med den anden tog fat i Gedens Horn og holdt den saa langt ud fra sig som muligt. Naar en Ged stangede den, skreg den højt, men hang i næste Øjeblik om sin Modstanders Hals for at tage Hævn. Den fortærede alt spiseligt, men levede dog især af Kartoffer. Krydderier, Kommen og lignende Sager holdt den meget af, og den havde Smag for Tobak, navnlig for Tobaksrøg. Naar jeg pustede den en Røgsky ind i Ansigtet, aabnede den Munden paa vidt Gab for at faa saa megen Røg ind som muligt. Den samme Iagttagelse har jeg for øvrigt gjort med andre Aber. Saa vidt jeg ved, er det de eneste Dyr, der finder Behag i Tobaksrøg. Atiles Kærlighed til mig overgik al Beskrivelse. Som det syntes, ansaa den mig for aldeles uskyldig i alt, hvad der gik den imod, og naar jeg maatte tugte den, blev den aldrig vred paa mig, men kun paa dem, der var Skyld i, at den blev straffet. Den satte megen Pris paa venlig Tiltale; Latter opirrede den, navnlig naar den mærkede, at det gjaldt den. Den svarede, naar jeg kaldte, og kom, naar som helst jeg vilde have det. Jeg gik lange Spadsereture med den uden at holde den i Snoren; den fulgte mig som en Hund, var snart foran, snart bag mig, — og Hassan fulgte den troligt i Hælene.« En Bavian, der paa Grund af sit Udseende, sin udmærkede Forstand — og maaske ogsaa sine uelskværdige Egenskaber — spillede en stor Rolle hos de gamle Ægyptere, er Hamad ry asaben eller Kappebavianen (Cynocephalus hamadryas). Hvorledes den har opnaaet den Ære at bære en græsk Skovnymfes Navn, er ret ufor-staaeligt; — i dens Skikkelse og Væsen er der sandelig ikke noget