Dyrenes Liv: I Pattedyr

66 DYRENES LIV fremfor tørre. Paa Jorden kommer de kun i Nødsfald ned, — ikke en Gang, som andre Dyr, naar de skal drikke. De klatrer da hen ad Slyngplanter og nedhængende Grene, indtil de naar Vandet; og det er meget vel muligt, at enkelte af disse Aber tilbagelægger Hundreder af Mile uden paa deres Vej nogensinde at berøre Jorden. Træerne byder dem alt, hvad de behøver; thi deres Næring bestaar af Plantedele, Biller, Edderkopper, Fugleæg eller Fugleunger og Honning. Kun nu og da plyndrer enkelte af dem en Mark. De Heste Arter er paa Færde om Dagen, men enkelte er Skumrings- eller ægte Natdyr. I Klatring er de alle Mestre, og de forslaar, som sagt, udmærket at benytte deres fortrinlige Hale. For mange af dem er Halen ligefrem et og alt, saa at de slet ikke kunde klare mangen en vanskelig Situation uden den; den er under alle Forhold som en Slags Livsforsikring for dem. Næsten i enhver Stilling, selv naar de hviler i den dybeste Ro, slynger Vestaberne deres Hale om et eller andet, — lad det end blot være et af deres egne Lemmer! Halens Muskelstyrke, der langt overgaar Lemmernes, og den fine Følelse i Halespidsen giver dem paa mange Maader Erstatning for deres oversøiske Fætres s'.ørre legemlige og aandelige Behændighed. Trods alt er den gamle Verdens ægte Træaber dem imidlertid absolut overlegne i Spring og i Klatring. I aandelig Begavelse staar de vistnok tilbage for deres orientalske Slægtninge. De er vel i det hele blide, godmodige og hengivne af sig, men er samtidig af et mere tungt Gemyt I vild Tilstand er de sky og frygtsomme og ude af Stand til at skelne mellem virkelig og indbildt Fare, hvorfor de flygter ved enhver usædvanlig Begivenhed og blot søger saa hurtigt som muligt at skjule sig i tæt Løvværk. I Fangenskab bliver de snart artige og en hengivne; men med Alderen bliver de dog — om end ikke altid — ondskabsfulde og bidske. Nogle faa Arter danner en hæderlig Undtagelse og holdes derfor ogsaa hyppig tamme. Deres Moderkærlighed er ligesaa ophøjet som Østabernes. De- føder én eller to Unger ad Gangen og elsker, plejer og beskytter disse med en Omhu og Opofrelse, som absolut maa vække Beundring og Anerkendelse. For Menneskene er Vestaberne ikke, eller kun i ringere Grad, skadelige. Den vide, store, rige Skov er deres Hjem, Ernærer og Forsørger, og de behøver ikke Jordens Herre og hans Værker. Kun faa Aber gør undertiden Udfald paa Marker, der støder op til Skoven, og tager af dem en beskeden Told, der slet ikke staar i Forhold til de Afpresninger, som den gamle Verdens Aber tillader sig. Mennesket jager dem for deres Køds og deres Pels’ Skyld. Mangen en Rejsende har gennem lange Tider maattet anse dem for et kosteligt Vildt og maattet tilberede sig Supper og Stege af deres Kød- og mangen en smuk Dame skjuler og varmer sine zarte Hænder i et Muffeskind, der tidligere dækkede en Abes Krop. For de Indfødte er Kødet af de amerikanske Aber et vigtigt Næringsmiddel; de gaar ivrigt paa Jagt efter dem og nedlægger dem stundom