Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 67 i Hundredvis. I Reglen bruges Buen, ofte ogsaa et Pusterør, der udslynger en lille, stærkt forgiftet Pil i en Afstand af over hundrede Fod. Naar denne blot gennemtrænger Huden, dræber den sikkert. Aben forsøger vel straks at uddrage Pilen, men denne har et Indsnit nær ved Spidsen, saa at den brækkes, og den giftige Spids bliver siddende. »Naar Arekunaerne,« — siger Schomburgk, — »vil fange en gammel, vild Abe, bestryger de Pilen med svag Curaregift. Naar Dyret falder bedøvet ned, suger de straks Saaret ud; derefter graver de Aben ned i Jorden indtil Halsen og indgiver den en stærk Opløsning af salpeterholdig Jord, blandet med Saften af Sukkerrør. Naar Aben er kommen sig noget, bliver den gravet op og omviklet som et Svøbelsebarn. I denne Spændetrøje bliver den i nogle Dage og faar da kun Sukkervand og stærkt krydrede Spiser, som er kegle i Salpetervand. Er denne Kur ikke tilstrækkelig, bliver den hængt op 'i Røg i nogen Tid. Dens Raseri lægger sig da snart, dens lumske Øje bliver mildt og bedende. Baandene bliver nu løste, og selv den vildeste Abe synes derefter at have glemt, at den nogen Sinde har level i fri Tilstand i Urskoven.« Man deler Brednæserne i lo Underfamilier: Gribe haieaberne (Cebidae) og Slap haleaberne (Pithecidae). Blandt Gribehaleaberne giver vi Brøleaberne (Mycetes) første Rangs Pladsen. Deres Legeme er tæt bygget, Hovedet højt, pyra-mideformigt, Fcrtommelen spinkel. Den tætte Haarbeklædning er paa Hagen forlænget til et Skæg. Et ejendommeligt Træk hos Brøleaberne er frem for alt deres blæreformigt opsvulmede Tungeben. Alexander von Humboldt var den første Naturforsker, der undersøgte dette Organ anatomisk, og han bemærker: »Medens de stnaa amerikanske Aber, der piber som Spurve, har et spinkelt Tungeben, hviler Tungen hos de store Aber ligesom paa en stor Bentromme. I den øverste Del af Strubehovedet er der seks Luftsække, af hvilke de to har stor Lighed med Fuglenes nederste Strubehoved. Brøleabens ejendommelige, klagende Toner fremkommer ved, at Luften presses ind i Bentrommen. Naar man ved, hvor stor denne Hulhed er, undrer man sig ikke over Kraften i disse Dyrs Stemme; de bærer deres Navn med Rette.« Brøleaber-nes Hale er meget lang og muskelstærk; i Spidsen er den paa Undersiden nøgen, Nerve- og Kar-rig og saaledes vel skikket til Gribe-redskab. Brøleaberne findes i saa godt som alle tropiske Egne af Sydamerika, navnlig i tætte, fugtige Skove med højstammede Træer; paa Stepperne findes de kun i Lunde, og hvor der er Vand i Nærheden ; tørre Egne skyr de aldeles. Alu aten eller den røde Brøleabe (Mycetes seniculus') har en rødligbrun, midt paa Ryggen guldgul, korthaaret Pels. Hannen