Dyrenes Liv: I Pattedyr

68 DYRENES LIV bliver 1,35 M. lang, hvoraf 70 Ctm. rigtignok gaar paa Halen. Hunnen er mindre og mere mørktfarvet. Hos Caraya’en eller den sorte Brøleabe (Mycetes niger) er Haarene noget længere og ensfarvet sorte, kun paa Siderne noget rødlige. Længden er 1,3 M., hvorat Halen udgør det halve. Den førstnævnte Art bebor næsten hele den østlige Del af Sydamerika; den sidstnævnte lever i Paraguay og Sydbrasilien. Brøleaben er et af de Dyr, der allerede i Amerikas ældste historiske Tider kendtes af de Rejsende, men altid kun ufuldkomment, hvorfor den har givet Anledning til mange Fabler. Dem lader vi ganske ude af Betragtning og holder os til paalidelige Iagttagere. Saaledes fortæller den fortræffeligt iagttagende Rejsende Schomburgk. »Straks efter min Ankomst lød de talrige Brøleabers afskylige Hyl over til mig fra Urskoven, saa vel ved Solens Opgang som ved dens Nedgang; det lykkedes mig dog ikke paa mine første Udflugter at træffe Dyrene selv. Da jeg en Morgen, udrustet til Jagt, begav mig hen imod Skoven, hørte jeg atter det vilde Hyl. I min Jagtiver trængte jeg gennem det tykke Krat og naaede ubemærket hen til Selskabet. Der sad det i et højt Træ lige foran mig og opførte en saa gyselig Koncert, at man skulde tro, at alle Skovens vilde Dyr var komne i Kamp med hverandre. Paa et givet Tegn tav hele Selskabet; men snart lod en af Sangerne sin Stemme høre, og da begyndte Hylet paa ny, og man kunde se, hvorledes Bentrommen paa Tungebenet, som netop bevirker den stærke Klang, under Skriget bevægede sig op og ned. Snart lød det som Svinets Grynten, snart som Jaguarens Brøl. Man kunde for øvrigt næppe bare sig for at le ved at se disse langskæggede Sangere sidde og stirre stift og alvorligt paa hverandre, medens de skreg.« Om Dagen cr Skovens højeste Træer deres Yndlingsopholdssted; henimod Tusmørket stiger de ned til de lavere, og i dem sover de. Langsomt, næsten krybende, klatrer Brøleaben fra den ene Gren til den anden og plukker hist og her et Blad eller en Knop. Er den mæt, sætter den sig i sammenbøjet Stilling paa en Gren, eller ogsaa lægger den sig paa Maven langs hen ad Grenen og lader Arme og Ben hænge ned paa begge Sider, men holder sig fast med Halen. Bøjemusklerne og Senerne i dennes Spids er saa kraftige, at de altid ruller Haleenden sammen som en Urfjeder. Med Spidsen af Halen en halv Gang slynget om en Gren kan en Brøleabe hænge som ved en Krog. Halemusklerne vedbliver undertiden at være sammen-trukne, selv efter Dyrets Død, og kan saaledes endnu i nogen Tid bære Legemets Vægt. Det fortælles, at man af og til ser halvt Ibrraadnede Carayaer hænge fast ved Halen paa en Gren. Faa andre Dyr er saa udelukkende bundne til Træerne som Brøleaberne. De kommer yderst sjældent ned paa Jorden, sandsynligvis kun, naar det er dem umuligt at drikke fra de nederste Grene og Slyngplanter. Humboldt siger, at de vilde være ude af Stand til at foretage Vandringer, ja blot korte Spadsereture paa flad