Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 69 Jord; dette er dog urigtigt. At Brøleaberne, som Indianerne paa-staar, ofte skulde sætte over brede Strømme, erklærer en anden rejsende Naturforsker, Rengger, for en Fabel, der paaduttes de Fremmede. »De frygter,« siger han »Vandet saa meget, at de, hvis de under en pludselig Oversvømmelse befinder sig paa et af Vand helt omgivet Træ, snarere sulter ihjæl, end ved Svømning søger at naa over til et andet Træ. Saaledes traf jeg en Gang en Flok Brøleaber paa et af Vand helt omgivet Træ, og de var saa afmagrede og svage, at de næppe kunde bevæge sig. De havde ikke blot fortæret alle Blade og Kviste, men endog en Del af Træets Bark. For at naa den nærliggende Skov havde de kun behøvet at svømme 60 Fod!« Samme Naturforsker forsikrer, at han aldrig har set en Brøleabe paa aaben Mark eller truffet dens Spor paa Jorden. En anden Iagttager, Kappier, fortæller om den røde Brøleabe i Guyana: »Den lever i smaa Flokke paa sjældent mere end 10 Individer, hvoriblandt der imidlertid er en gammel, udvokset Han, der indtager et højere beliggende Sæde paa Træerne end de andre og dirigerer den gyselige Koncert. Hver Gang, jeg havde Lejlighed til at iagttage Skrighalsene paa nært Hold, sad en gammel Han øverst i Træet, holdt sig fast med Forlemmerne og havde slynget den lange Hale om en Gren, medens de andre Hanner samt Hunnen og Ungerne sad noget længere nede. Pludselig opløftede den Gamle et gjaldende »Rochu, Rochu«, som, efter at det var blevet gentaget fem-seks Gange, gik over i en Brølen, hvori alle de øvrige stemmede med — saa stærkt, at man kunde blive helt bange for at miste Hørelsen. Brølet er saa stærkt, at det maa indjage enhver Skræk, som hører det for første Gang og ikke ved, at det hidrører fra disse skikkelige Dyr. Brøleaben er træg og tungsindig; den springer kun, naar den forfølges, men klatrer ellers sindigt om paa Træerne, bestandig holdende fast med Halen. Indfanget som ung bliver den meget tam og fortrolig med en, leger ogsaa nok med Katte og Hunde, men gør dog oftest et melankolsk Indtryk. Bort-fjærner den Person sig, som den har kær, saa er dens vedvarende Hylen og Skrigen højst ubehagelig.« Ogsaa Prinsen af Wied, der gjorde Opdagelsesrejser i Sydamerika, fortæller om nogle tamme Brøleaber, at de var deres Herre saa hengivne, at de begyndte at skrige klagende, naar han blot et Øjeblik forlod dem. Man giver sig kun sjældent af med at tæmme Brøleaber, og deres Opdrætning i Fangenskab frembyder store Vanskeligheder. Det maa sikkert betragtes som noget enestaaende, at Zoologisk Have ved Kjøbenhavn for Tiden (i September 1906) ejer en sort Brøleabe fra Sydbrasilien, som kom til Haven den 13de Maj 1905, og som siden da har udviklet sig til stadig større Kraft og Smidighed. Direktør Schiøtt fortæller herom følgende: »Vi havde allerede fra Juli 1904 til Marts 1905 haft en lille rød Brøleabe, som blev