Dyrenes Liv: I Pattedyr

72 DYRENES LIV fladt Terræn baade ude og inde. Naar han sidder paa Gulvet, slaar han gerne Halespidsen om et Stoleben, ligesom i Træerne for at sikre sig mod at falde ned. Medens hans lille røde Slægtning trods sin Ungdom kunde »brøle« ret stærkt, med en mærkelig gurglende Lyd, giver Pedro ingen stærke Lyd fra sig. Han »vræler«, naar han bliver vred, men denne Vrælen kan gaa umiddelbart over til en tilfreds Knurren. Spærrer man ham inde, hører man ham skrige jamrende, næsten som en Kattekilling. Baade Syn og Hørelse er skarpe, især den sidste. Smagen er ogsaa stærkt udviklet. Han klatrer udmærket og forstaar at udnytte ethvert Fremspring. Næsten alle Husets Døre kan han aabne. Han slaar i Reglen Halen om en Tremme i en Stoleryg, om Søjlerne i en Etagere, om en Portiere, en Klokkestreng eller lign. Han slynger sig da frem ved at støde fra med Baglemmerne og klynger sig til Laasen. Hans Yndlingsstilling er at sidde paa en Vens Skulder med Halen om hans Hals. Han er bleven mere og mere kælen Pedro sidder paa Skulderen. Og legelysten, hvilket ganske inodsiger tidligere Iagttageres Opfattelse af denne Abe som særlig melankolsk og lidet begavet. Pedro er en lille klog Fyr og viser ofte megen Tænksomhed. Forhaabentlig vil det lykkes endnu i længere Tid at bevare ham i Live.« Et yderst smækkert Legeme med lange, skelettynde Lemmer kendetegner Edderkop- eller Klamreaberne (Atetes). Den Naturforsker, som oprindelig gav dem Navnet »Edderkopaber«, har betegnet dem paa den bedst mulige Maade; selv Lægfolk kommer uvilkaarlig til at tænke paa denne Sammenligning. Disse Aber kendes endvidere paa, at deres Hoved er meget lille, deres Ansigt skæg-løst og Forhaandens Tommel enten afstumpet eller manglende.