Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 73 Sydamerika, indtil 25° s. Br. er Edderkopabernes Hjem og de højeste Trækroner deres Opholdssted. Deres Liv synes at henrinde overordentlig ensformigt og ensartet for de forskellige Arter. »De lever,« siger Tschudi og andre rejsende Naturforskere, »oftest i Skarer paa 10—12 Stykker; men undertiden træffer man dem dog ogsaa parvis, ja endogsaa enkeltvis. Flere Maaneder i Træk iagttog vi, stedse paa samme Omraade, en enkelt af disse Aber; da den blev dræbt, viste det sig at være en ung Han. Flokkene forraader sig ved en bestandig Knitren i Grenene, som de behændigt bøjer om for saa lydløst som muligt at klatre videre. Naar de bliver anskudt, opløfter de et højt, gjaldende Skrig og søger at flygte bort. De ganske unge forlader ikke deres Mødre; selv naar disse bliver dræbt, omklamrer de dem fast og kærtegner dem endnu længe, selv efter at de hænger ganske stivdøde paa Grenen. Det er derfor en let Sag at indfange Ungerne. De lader sig uden Besvær tæmme, er godmodige, hengivne og kælne, men holder det ikke længe ud i Fangenskab.« Pedro aabner en Dør. De forskellige Arter ligner meget hinanden. I Guyana er især to hyppige: Koata’en (Atetes partisans') og Marimonda’en eller Aru (A. beelzebuth). Den førstnævnte er en af de største indenfor Slægten og bliver 1,35 M. lang, hvoraf dog Halen udgør mere end Halvdelen. I Quito, Peru og paa Panamatangen afløses de nævnte Arter af Tsch am ek-Aben (A. pentadaetylus), medens den ca 1,4 M. lange Miriki (A. hypoxanthus) bebor det indre af Brasilien. Vel den smukkeste af alle Klamreaber er i den nyeste Tid fundet af Bartlett, nemlig Guldpandeaben (A. bartlettii), let kendelig paa et