Dyrenes Liv: I Pattedyr

4 DYRENES LIV Kong Salomo lod sig ganske vist bringe Aber fra Ophir, og Romerne holdt dem for Fornøjelse, studerede ved Dissektion af Aber Menneskets indre Bygning og lod dem endog kæmpe med Rovdyr, men blev dog aldrig ret fortrolige med dem. De saa, ligesom Salomon, stedse kun »Dyrel« i dem. Araberne gaar endnu videre; thi de betragter dem som fordømte af Allah, som bærende til Skue i sælsom Forening Djævelens og Adamssønnens Billede. De fleste af os tænker ikke stort anderledes end Araberne. I Stedet for at betragte dem som vore nærmeste Slægtninge, vil ogsaa vi næppe erkende mere i dem end Vrængbilleder af os selv; vi slynger Spot og Fordømmelse mod dem og finder kun de Aber virkelig tiltrækkende, som har mindre Lighed med Mennesket, medens alle de Arter, hos hvilke denne Lighed træder skarpere frem, tiltaler os langt mindre. Vor Modvilje mod Aberne begrunder sig ligesaa vel paa deres legemlige som paa deres aandelige Udrustning. De ligner Mennesket baade for meget og for lidt. Et eneste Blik paa Menneskets og Abens Skelet viser vel Forskel i begges Form; men denne Forskel er dog ingenlunde af gennemgribende Karakter. I hvert Fald er det urigtigt at betegne Aberne som misdannede Skabninger, saaledes som man sædvanlig gør. Der gives kønne, og der gives hæslige Aber; — men ingenlunde anderledes er det med Mennesket. I en Eskimo, en Buskmand eller en Nyhollænder ser vi heller ikke Idealet af en Adonis! I sig selv er Aberne meget godt udrustede Dyr, selv om de, sammenlignede med det højt udviklede Menneske, kan synes at være Vrængbilleder af et mere fuldkomment Væsen. Abernes Legemsstørrelse svinger indenfor vide Grænser: Gorillaen staar Maal med en stærk Mand, den lille Silkeabe er mindre end et Egern. Ogsaa Legemsbygningen er meget forskellig: Der gives undersætsige og slanke, klodsede og sirlige Aber; nogle har svære, andre spinkle Lemmer; de fleste .har en lang, nogle en kort Hale, enkelte slet ingen. Ligesaa vekslende er Behaaringen: Snart er den sparsom, snart tæl. Farven er oflest dyster, men undertiden dog ret livlig og smuk. Ogsaa Hvidfødte (Albinoer«) forekommer, og i Siam — »den hvide Elefants Land«, — hvor Albinoer er paa Mode, holdes smukke hvide Aber gerne tamme. Derimod er Ligheden i den indre Legemsbygning større, end man efter Abernes ydre Forskellighed skulde formode. Dog er Hovedets Skelet meget forskellig formet, eftersom Snudepartiet træder niere eller mindre frem, og Hjærnekassen er større eller mindre. Særlig ejendommelige er de Kindposer, som nogle Abegruppei hai. De er Udbugtninger af Mundhulens Vægge, som ved en bag Mundvigen liggende Aabning staar i Forbindelse med Mundhulen og tjener til foreløbigt Gemmested for Føden. Hos Marekattene, Maka-kerne og Bavianerne er de mest udviklede, medens de ganske mangler hos Menneskeaberne og de amerikanske Aber. Man kalder ofte Aberne »Firhændede« og stiller dem paa Grund