Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 5 af afvigende Haand- og Fodbygning i Modsætning til »Tohændede« eller Menneskene som grundforskellige Dyr. Imidlertid: Aberne og Mennesket adskiller sig ved Haand- og Fodbygning vel betydeligt fra hinanden, men ikke absolut. Sammenligner man Menneske- og Abehaand og Menneske- og Abefod, saa viser det sig, at begge er byggede efter samme Grundform. Trods den store Lighed mellem Menneske og Abe lader der sig opstille Skelnemærker; kun bør man ikke her gøre en Undtagelse og tillægge disse Forskelligheder større Betydning, end man ellers gør, naar man sammenligner Pattedyr. Den magre, haarede Krop, de lange Arme, de tynde Ben uden Lægge, Sædepuderne hos flere Arter, den lange Hale hos mange og fremfor alt Hovedet med den tilbageskraanende og lille Pande og de indsnærpede, tynde Læber, er Kendetegn, hvorved Abe og Menneske let adskilles. Oken sammenligner Abernes Karakter med Menneskets og siger bl. a.: »Aberne ligner Mennesket i alle Laster og Unoder.« Dette er vel ikke helt urigtigt; men vi maa dog ogsaa være retfærdige mod Aberne og bør derfor ikke glemme deres virkelig gode Sider. At give en samlet Bedømmelse af deres aandelige Egenskaber er just ikke let, da Abeordenen rummer mange indbyrdes modstridende Ejendommeligheder. I ét Punkt er alle Aber store — i deres Kærlighed til deres Afkom, i Medlidenhed med svage og hjælpeløse, ikke alene af deres egen Art og Familie, men selv indenfor andre Ordener, ja andre Klasser af Dyreriget. Den aandelige Uddannelse, som Aberne kan naa, hæver dem vel ikke saa højt over de øvrige Hvirveldyr — Mennesket fraregnet, — men stiller dem heller ikke saa dybt nnder dette, som det er blevet antaget og paastaaet fra hver sin Side. Den Haand, Aben har, giver den et saa stort Fortrin fremfor mange Dyr, at mange af dens Handlinger forekommer os mere forbausende, end de virkelig er. Den er lærenem, og Efterabelseslysten, som er en Slægtskarakter hos den, letter den Tilegnelsen af mange Kunststykker og Færdigheder. Derfor lærer den efter kort Øvelse de forskellige Kunster, som kun efter stor Møje lykkes f. Eks Hunden. Det er ikke svært at vænne en Abe til at gøre alt muligt; men den vil aldrig gøre det med den Omhu og Samvittighedsfuldlied, som en vcldresseret Hund. Imidlertid maa vi huske paa, at vi gennem Aartusinder har plejet og dresseret Hunden og deraf skabt et ganske andet Væsen, medens Aben ikke har haft Lejlighed til at komme i saa nær Forbindelse med Mennesket. Hvad Aber ævner, vil fremgaa af det følgende, og deri vil vi ogsaa faa Bevis for, at man har Ret i at regne dem til de klogeste af alle Dyr. Stor Ævne til at overlægge en Sag kan man ikke fraskrive dem. De har en fortrinlig Hukommelse og forstaar at benytte deres Erfaringer med Omtanke og med virkelig Snuhed og List at se, hvad der tjener til deres egen Fordel; de viser en overraskende Ævne til at forslille sig og lader sig ofte ikke mærke med, hvilke Spilopper deres Hjærne udpønser.