Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 79 saa let tage fra sig igen, — i det højeste kun af sin Herre, hvis den da har ham kær. Foruden disse Egenskaber er den i høj Grad nysgerrig og ødelæggelseslysten. Selvstændig, som den er af Karakter, underkaster den sig ikke gerne Menneskets Vilje. Derimod søger den at faa andre Væsner, selv Mennesker til at adlyde sig — snart ved Trusler, snart ved Kærtegn. Dette gør et betydeligt Skaar i dens Lærvillighed ■ den vil kun lære det, der kan blive den selv til Nytte, f. Eks. at aabne Æsker, undersøge sin Herres Lommer o. s. v. Apella’en eller den brune Sapaju (Cebus apella) lever i Guyana. Dens Farvetegning varierer en Del og lader sig derfor ikke saa let beskrive. I Størrelse er den omtrent Kapucineren lig. Om Apellaens Liv i fri Tilstand haves især indgaaende Beretninger af Schomburgk: »Vi havde stillet os tæt op til et Træ,« — fortæller han, — »og ventede paa Abeflokken. Da Fortroppen først havde vist sig, fulgte Hovedflokken snart efter, og omtrent et Kvarters Tid senere kom ogsaa den sidste Trop, som for øvrigt blev sprængt fra hverandre i vild Flugt, fordi jeg ikke kunde lade være at udbryde i en høj Latter. Hvem havde her kunnet bare sig for at le ved at bemærke den overdrevne Travlhed, hvormed Aberne bevægede sig hen ad Grenene, — ved at høre de svageres Klynken, Piben og Jamren, — ved at blive Vidne til de ondskabsfulde Blik, som de tilkastede de stærkere, naar disse bed dem, fordi de kom dem i Vejen, — ved at se de gammelkloge Ansigter paa Ungerne, der sad som fastklæbede paa Moderens Ryg, og ved at iagttage den grundige Alvor, hvormed hvert Blad, hver Revne i Barken undervejs blev undersøgt og en forbiflagrende Sommerfugl eller en forbisummende Bille af og til blev snappet. Saaledes var vel omtrent 4—500 Capucinere og Apellaer dragne hen over os i stærk Fart, da jeg brast i Latter. Som trufne af Lynet standsede de, der var lige over os, og et Øjeblik sad de uden at røre sig; derpaa udstødle de et Skrig, der blev istemt fra flere Sider; de saa sig ængstelig om, bemærkede os endelig og stirrede et Øjeblik paa os, gentog Skriget endnu stærkere end første Gang, og i dobbelt saa vældige Spring fløj de formelig hen over os, uden at der blev hørt nogen anden Lyd end den forstærkede Raslen i Grenene.« Apellaen bringes hyppig til Europa, og den findes derfor ofte i zoologiske Haver og Menagerier. Sammen med Marekatte benyttes den meget af de i Sydeuropa omvandrende Savoyarddrenge, der spiller paa deres Lirekasser, medens den lille Apella under Mar-seillaisens Toner klatrer tilvejrs fra Etage til Etage, fra Vindue til Vindue og faar Sukkergodt — ak, hvem der dog havde haft Kindposer ! — men ogsaa mangen en Sou eller Soldo til sin Herre der nedenfor. Hvert modtaget Pengestykke kaster Dyret ned til ham.