Dyrenes Liv: I Pattedyr

82 DYRENES LIV Dens Hjemstavn er væsentlig Guyana, og navnlig bebor den dette yppige Lands Flodbredder, hvor den lever i store Selskaber. Sammen med Kapucineraberne opliver den i talrige Bander paa Hundrede Stykker og derover Krattet og Løvværket langs Skovbrynene fra Kysten til op mod 600 M. o. H. Ret hyppigt forener den sig med en Flok Kapucineraber. Hele Dagen igennem Ander man den i uafbrudt Bevægelse; Natten tilbringer den i Palmekroner, der giver den det sikreste Ly. Den er meget sky og frygtsom og vover sig navnlig ikke frem om Natten; men ogsaa om Dagen tager den Flugten, naar der er den mindste Fare paa Færde. Man ser da Flokken drage hen over Trækronerne i lange Rækker; en enkelt Abe anfører hele Toget og bringer sædvanlig ogsaa sin Hjord i Sikkerhed, takket være disse Dyrs Hurtighed. En af de mærkeligste af alle Aber, er Nataben, der udgør cn Slægt for sig selv (Nyctipitheciis). Paa en Maadc danner den Overgangen fra de egentlige Aber til Halvaberne, der, ligesom den, cr udprægede Natdyr og ogsaa i andre Henseender minder om den. Alene dens Hoved- og Ansigtsudtryk særtegner den øjeblikkelig: Det lille, runde Hoved har store, ugleagtige Øjne, Snuden rager lidt frem og cr bred og stor, Næseborene aabner sig nedadtil, og Ørene er smaa. Den langstrakte Krop har en blød og løs Haar-(iragt, og den noget buskede Hale er længere end Hoved og Krop tilsammen. Neglene cr sammentrykte og buede. Mirikina’en (Nyctipithecus Irivirgalus) har en slank Krop paa 35 Clm.s Længde, medens Halen er en halv Meter lang. Pelsen er foroven graabrun og ser mere eller mindre rustfarvet ud; Halespidsen cr sort. Over Issen løber tre lige brede, sorte, indbyrdes parallele Striber, og en bred, lys gulligbrun Stribe gaar fra Nakken til Haleroden. Mirikina’en er udbredt over de varme Dele af det østlige Syd amerika, — dog ikke overalt her; saaledes paastaas det, at den i Paraguay kun findes paa den højre Flodbred (indtil 25° s. Br.) —• men ikke paa den venstre. Dens Liv er kun lidet kendt. Den tilbringer det paa og i Træerne, gaar om Natten ud efter Føde og trækker sig om Morgenen tilbage til en hul Træstamme, hvori den sover Dagen igennem. Nogle Brændesamlere fandt en Gang et Par af disse Aber sovende i et hult Træ. De opskræmte Dyr søgte straks at undfly, men var saa blændede af Sollyset, at de hverken kunde gøre et rigtigt Spring eller klatre sikkert, og de blev med Lethed indfangede, skønt de forsøgte at forsvare sig med deres skarpe Tænder. Deres Leje bestod af Blade og var polstret med et Slags Træmos, hvoraf det synes at fremgaa, at disse Dyr har deres bestemte Opholdssted og regelmæssig trækker sig tilbage til et og samme Leje. En ung Mirikina lader sig let tæmme, hvorimod de gamle forbliver vilde og bidske. Hele Dagen igennem sidder den og sover i