ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
86 DYRENES LIV Insekter, Snegle og Kød og bliver sædvanlig meget snart tamme og hengivne, dog kun mod dem, der fil Stadighed plejer dem. Overfor Fremmede viser de sig mistroiske, pirrelige og i det hele meget egensindige, ligesom uopdragne Børn. Deres Uvilje tilkendegiver de ved en pibende Lyd. Alt fremmedartet bringer dem ud af Fatning: de er i den Grad frygtsomme, at Synet af en forbiflyvende Hveps indjager dem stor Stræk. Blandt Husdyrene slutter tamme Uistitier især Venskab med Kattene, med hvem de leger, og i hvis Nærhed de gerne vil sove, — sandsynligvis for Varmens Skyld. De sørger altid omhyggeligt for at beskytte sig mod Kulden og bærer Bomuld, Klude, uldne Stumper, og hvad man ellers rækker dem, hen i et Hjørne af Buret, bereder sig et Leje og tilhyller sig saa godt, de kan, dermed. Det ser da meget tiltalende ud, naar det lille Dyr stikker sit nydelige Hoved ud af sin Seng, saa snart dets Bekendte nærmer sig med en Lækkerbidsken. Uuistitien har allerede flere Gange faaet Unger her i Europa, én Gang endogsaa højt mod Nord som i St. Petersborg, og tilmed under meget ugunstige Temperaturforhold. Naturforskeren Pallas havde her rig Lejlighed til at iagttage den, hvorfor vi vil give et Udtog af hans Meddelelser: »Uistitien springer og klatrer vel meget hurtigt, naar den vil, men er i det hele temmelig magelig, især naar den er mæt og vil sole sig. Den klatrer i alle Retninger, ofte med Hovedet nedad, og altid temmelig sindigt. I Solskin renser Han og Hun hinanden for Utøj paa Abevis; dette foregaar altid under en knurrende Lyd. Denne Knurren hørte man ogsaa, naar de om Aftenen krøb sammen paa deres Straaleje. Før Klokken seks eller syv om Morgenen lod de sig ikke se. En sjælden Gang kom de frem om Natten for at forrette deres Nødtørft; de tilsmudsede aldrig deres Leje. I de øvrige 11 å 12 Timer var de muntre og temmelig højrøstede. Naar de fik Øje paa deres Føde, gav de en stærk Lyd fra sig, som saa nogenlunde ligner deres franske Navn »Uistiti«. Saa de noget usædvanligt, som f. Eks. Hunde eller Krager, skreg de omtrent som Skader, og naar man drillede dem, udstødte de en gryntende Lyd.« Den til Sølvaberne hørende Midasabe (Hapale oedipus) kommer mindre hyppig til Europa og taaler endnu mindre end dens Slægtninge Fangenskab. De smaa, smukt tegnede Dyr er især mærke lige ved deres Stemme, der skuffende ligner en F'ugls og snart bevæger sig gennem rene, langtrukne Fløjtetoner, snart gennem Triller. For Tiden — i Efteraaret 1906 — findes et Par af disse i Zoologisk Have, hvor de synes at trives godt.