Dyrenes Liv: I Pattedyr

HALVABERNE 89 For Dagen er de tabt; de frit levende Lemurer vaagner først ved Mørket; kun de, der lever i Fangenskab, afviger delvis herfra. Naar Natten falder paa, begynder de vilde Lemurer at muntre sig, pudser og glatter deres Pels og begiver sig ud paa Togt gennem deres luftige Jagtdistrikt. Nu oprinder da et efter Arternes forskellige Natur forskelligt Liv. De fleste bestræber sig straks for at gøre deres Navn Ære, idet de i Kor udstøder et Hyl, der kan fylde en Nyankommen med Gysen, da det enten gør en ubeskrivelig Helvedslarm eller minder om farlige Rovdyrs, f. Eks. om Løvens Brøl. Som hos saa mange andre Dyr synes dette fælles, gryntende Brøl at være Signal [til, at Lemurernes Natværk tager fat; thi fra da af gennemstrejfer de deres Jagtterrain eller deres Græsgange med en Iver og Behændighed, som man om Dagen aldrig skulde have tiltroet de søvndrukne Dyr. Alle Klatrekunster og Krumspring, som Aberne kan gøre, bliver maaske endogsaa overtrufne af dem. Men helt anderledes end disse Arter optræder andre. Fordægtigt og med lydløse Fjed sniger de sig langsomt fra Gren til Gren. Deres store, runde Øjne lyser i Mørket som glødende Kugler, og deres Bevægelser foretages saa betænksomt og sagte, at end ikke det lyttende Øre med en eneste Lyd faar Nys om, at der er et levende Dyr i Nærheden. Ve nu den sorgløst slumrende Fugl, der rammes af et Blik fra disse Ildøjne! Ingen Indianer sniger sig mere sagte hen ad Krigsstien, ingen blodtørstig Vild nærmer sig med mere frygtelige Hensigter end Lorien (se nedenfor), der overlister sit sovende Bytte. Uden mindste Støj, næsten uden synlig Bevægelse sætter den den ene Fod frem foran den anden og nærmer sig mere og mere, indtil den har naaet sit Offer. Da løfter den sin ene Haand, stadig med samme Lydløshed og Betænksomhed, og strækker den sagte frem, indtil den næsten berører den Sovende. Nu sker der en Bevægelse, hurtigere, end Øjet kan følge den, og inden den slumrende Fugl blot har en Anelse om sin frygtelige Fjende, er den dræbt, — kvalt. Intet overtræffer den Begærlighed, hvormed den saa uskyldigt udseende Halvabe efter fuldbragt Mord fortærer sit Bytte. — Og som den sovende Fugl er ogsaa dens Unger eller Æg i Reden fortabte, saa snart Lorien opdager dem. De største og højest udviklede af alle Lemurer er Indrierne (Lichanotus). Af de to hidtil fundne Arter paa Madagaskar er den mest bekendte (L. brevicaudatus) 85 Ctm. lang, indbefattet den kun 2,5 Ctm. lange Halestump. Snuden er spids, Øjne og Øren smaa, Legemet beklædt med en tyk Uldpels, der er hvid, sort og brunt broget. Indrierne bevæger sig behændigt og springer hurtigt fra Træ til Træ; naar de æder, sidder de oprejst ligesom Egern; deres Stemme ligner Barnegraad, og de er af Gemyt fredsommelige, lette at tæmme og bliver paa de sydlige Dele af Madagaskar holdt tamme af de Indfødte og afrettede til Fuglejagt. Det fortælles, at de skal kunne yde lige saa god Hjælp herved som den bedste Hund. Skønt