Dyrenes Liv: I Pattedyr

88 DYRENES LIV fødte dem intet Steds med Ligegyldighed. Tværtimod anser de snart én Art for et helligt og ukrænkeligt Væsen, snart en anden for ulykkevarslende og farlig, og de hindrer derfor ikke sjælden den videbegærlige Forsker i at jage Halvaber, ja søger endog at unddrage ham fra at iagttage dem. Dette kan være en af Grundene til, at vi forholdsvis sjælden faar endog de flokkevis levende og almindeligste Arter af Ordenen at se i vore Dyrebure. Fangsten af dem volder ingenlunde særlige Vanskeligheder, og deres Pleje er let og simpel; de fleste Arter taaler ulige bedre Fangenskab end Aberne og forplanter sig uden nogensomhelst Vanskelighed i Burene, blot de behandles nogenlunde rigtigt. Svarende til deres forskelligt udviklede Aandsævner slutter nogle Arter sig let til deres Opdrættere, ija lader sig endog delsvis afrette til forskellig Brug, medens derimod de mest fuldkomne Natdyr imellem dem er gnavne og søvnige og kun i de sjældneste Tilfælde viser Erkendtlighed, selv for den omhyggeligste Pleje. Ved Lemurer forstod Romerne de Afdødes frigjorte Sjæle, hvoraf de gode værnede Hjem og Familie lig Husguder, medens de slette foruroligede de stakkels Dødelige som omflakkende, lunefulde Spøgelser. Videnskaben forstaar ved Lem urer ganske vist ogsaa natligt Omvankende; dog ikke overnaturlige Væsner af Kød og Blod, men Kærnen i Halvabernes Orden, en Familie, der omfatter langt de fleste og mangfoldigste Former blandt Halvaberne og falder i flere Slægter. For Lemurerne (Lemuridae) gælder, hvad der er sagt om Ordenen i al Almindelighed. Deres Hovedstandkvarter er Madagaskar og dets Naboøer; men desuden findes de i et Bælte gennem Afrikas Midte fra Øst- til Vestkysten samt, enkeltvis, i Indien og paa de sydasiatiske Øer. De bebor alle uden Undtagelse Skovene og foretrækker de uigennemtrængelige, frugt- og insektrige Urskove, hvor de trækker sig tilbage til de mørkeste Steder eller til hule Træer, hvor de sover, sammenrullede. Deres Sovestillinger er højst ejendommelige. Enten sidder de paa Bagdelen, klamrer sig fast med Hænderne, sænker Hovedet dybt ned mellem Forlemmerne, ja omvikler det tilmed med Halen — eller de ruller sig sammen, tæt op til hinanden, eller vikler sig endogsaa to og tre sammen til én Kugle og omvikler hinanden gensidig med Halerne. Forstyrrer man en saadan Pelskugle, dukker der pludselig to Hoveder ud af den og stirrer med store Øjne paa Fredsforstyrreren. Deres Søvn er meget let. Blot en forbiflyvende Flues Summen eller en Billes Krablen kan vække dem. Ørene rejses da, og de store Øjne spejder ligesom drømmende om — men kun for et Øjeblik; thi Dyrene er overordentlig lyssky, og deres Øjne synes at være mere ømfindtlige overfor Lys end noget andet Pattedyrs.