Dyrenes Liv: I Pattedyr

HALVABERNE 93 en anden. Den bevægeligste Del af dens Legeme er Hovedet, som den forstaar at dreje og vende pludseligt og lynsnart, hvorimod den kun sjælden gør en saa rask Bevægelse med Armene eller Benene. Dens Øjne lyser i Halvmørket bogstavelig som Kulgløder, og da de staar meget tæt ved hinanden, gør de et højst sælsomt Indtryk. Tirres Slanklorien, lader den en skarp Snorken høre — Tegnet paa dens højeste Vrede. Dens Pirrelighed synes iøvrig temmelig lidt udviklet, thi det falder svært nok at bringe den ud af den vante, rolige Ligevægt. Den synes at holde af, at man stryger den blødt, og klør man den let i Hovedet, lukker den Øjnene i Velvære. Dens Hovedføde er Brød, opblødt i Mælk. Insekter, især Melorme, æder den gerne, hvorimod den næsten helt forsmaar Frugt, Kød og Æg. Plumplorierne, Indiernes »Sharmindi b illi«, d. v. s. »den skamfulde Kat« (Stenops tardigradus) er noget bedre kendt, sandsynligvis fordi den er hyppigere og mere udbredt end dens slanke Fætter. Den er bleven fundet saavel i Bagindien, indtil Brahmaputra, som paa Sumatra, Java og Borneo. Den er større og af mere undersætsig Bygning end dens Slægtning. Hovedfarven er aske- eller sølvgraa med et rødligt Anstrøg, og Øjnene er altid omgivne med brune Ringe. Legemets Længde er 32 — 37 Ctm., Halens knap 2 Ctm. Plumplorien lever familievis, men er svær at faa Øje paa, da den hele Dagen skjuler sig i Træhuller. Fangne Lorier er stille, fredsommelige og tungsindige. Hele Dagen hviler de siddende paa Hug og støttende Hovedet paa de foldede Hænder. Et fanget Eksemplar nød gerne Frugt og Mælk, men rigtig lysten var det dog kun efter Fugle og Biller. Holdt man et saadant Stykke Vildt hen imod denne Plumplori, kom den det snigende imøde, med forsigtige Skridt, ofte hele Værelset igennem, ganske som den, der gaar paa Tæerne for at overraske en. Naar den da havde nærmet sig sit Bylte paa en Fods Afstand, blev den gærne staaende, rejste sig tilvejrs, rykkede endnu lidt nærmere, strakte sindigt Armene ud og for endelig lynsnart løs paa sit Rov og klemte det hurtigt ihjel. Til de bedst kendte Halvaber hører Øremakierne eller Gala-go’erne (Otolicnus), hvis store Ørelapper og fine Hørelse minder om enkelte Flagermus. Deres Krop er nærmest smækker, men ser som Følge af den rigelige Behaaring sværere ud, end den er. Det forholdsvis store Hoved er ejendommeligt ved de usædvanlig stærkt udviklede, nøgne Ørebuske og de tætstillede, store Øjne. Pegefingeren og anden Taa, hos nogle ogsaa den midterste Finger og Taa, har kloagtige, alle de andre Fingre og Tæer flade Negle.