Dyrenes Liv: I Pattedyr

94 DYRENES LIV Galagoerne bebor Afrika og nogle af Øerne Vest og Øst derfor, og de maa i Modsætning til Makierne betragtes som Rovdyr, der kun i Ny og Næ tillige æder Frugt. De er ægte Natdyr, for hvem Maanen er Solen, Væsner, for hvem Dagen glider sporløst forbi, medens de — søvnigere end Mulmeldyrene — ligger sammenrullede i et eller andet passende Skjul, dækkende Hovedet mod det forhadte Sollys; ja de søger endogsaa at sikre sig mod enhver Lyd ved at rulle deres Ørebruske sammen. Men saa snart Mørket bryder frem over Skoven, vaagner Øremakien — maaske vækket af den følelige Aftenkølighed, — bøjer den over Hovedet sarnmenvikledc Hale tilbage, aabner Øjnene, udfolder Ørenes Hudlapper, der indtil da var sammenpressede til en godt sluttende Prop i Øregangen, pudser og slikker sig, forlader sit Skjulested og begynder nu sin spøgelseaglige Færd — i Ordels fuldeste Betydning et Røverliv’, hvori uslukkelig Blodtørst er parret med sjælden Mordlyst. Saa godt udrustet som noget Rovdyr, langsynet som en Los, lydhør som en Flagermus, med Sporsans som en Ræv, listig og dristig bliver Galagoen i Virkeligheden en frygtelig Fjende for alle Smaadyr. Blandt de faa hidtil fundne Arter af Øremakier, — hvoraf den slørste er omtrent som en Kanin, den mindste som en Mus kender vi bedst selve G a 1 a g o ’ e n (Otolicnus galago), et fint bygget Dyr paa et Egerns Størrelse. Dens tætte, silkebløde Pels er paa Oversiden bleggraa,med et svagt rødligt Skær, paa Bugsiden gullighvid. En stor Del af Afrika er Galagoens Hjem; den er saaledes fundet baade i Senegambiens Flodskove, i Sydafrika og i Sudan. De Indfødte tror, at den engang har været Abe, men paa Grund af Sovesyge er degraderet saa stærkt. Brehm traf disse Dyr i Mimoseskove, mellem hvis Torne de meget behændigt forstod at bevæge sig, og hvor de gjorde store Spring fra Træ til Træ. Dog fortalte de Indfødte ham, at en dygtig Klatrer endog kunde tage dem med Haanden, naar han blot rystede Grenen godt, hvorpaa de sad; thi af Frygt for at falde ned, klamrede de sig da saa fast til Grenen, at man kunde gribe dem, — en Fremgaangsmaade, Brehm forøvrigt