Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

77 Brugen af Amuletter. Var der det mindste mistænkelige ved dem, da burde efter nogles Mening x), den kristne Læge ikke gribe til saadanne Midler. — „Ja/ sprichstu / ich od’ die meinen möchten sterben. Warlich es were tausentmal besser / in Gott gestorben / denn durch Zauberey leben . . Was hat dann gewonnen / der am Leibe Nutz / vnd an der Seelen Schaden nimbt? Hat er nit das kleine gesucht / vnd das grosse verlohren?" * 2 *) Til de aabenlyst tilladelige Amuletter o: Lægemidler, anvendte udvendig paa Legemet, hører de ædle Stene, naar de brugtes, saa- ledes som de havdes fra Naturens Haand eller blot underkastede uvæsentlige ydre Omdannelser: Slibning og lignende. Dette skal nu nærmere paavises. I mange af det daglige Livs Forhold kunde man i det 17. Aar- hundrede gøre Brug af ædle Stene, anbragte udvendig paa Lege- met, eller disse spillede en vis Rolle som formentlig gavnlige eller skadelige. Først ved Barselfærd. Da hedder det hos Korndorfer8), hvis Bog udgaves i 1645 af „einem der philosophischen Geheimniss Liebhabern**, — at Bar- selkvinder skal lægge ædle Stene fra sig: „dann weil der coagu- liite Sulphur des Steins etwan mit seiner vergifften influentz viel stärcker ist denn des Weibes Stärcke / so sind sie beyde Mutter und Kinde schädlich“. Hvorledes dette nærmere skal förstaas, er ikke let at sige. Ellers var det lige fra Oltidens Dage en almindelig Tro, at tværtimod ædle Stene, baarne paa det nøgne Legeme, er gavn- lige for Barselkvinder, gør Fødselen let. Dette gælder baade Dia- mant, Smaragd, Jaspis og andre. Grundtvig 4) har samlet en Del Exempelvis kan læses: Vitus Riedlinus: Lineæ Medicæ. [Annus secundus], Aug. Vindel. 1696. 8°. pag. 626: „ ... nec, ubi vel minimæ superstitionis subest suspicio, ad amuleta deveniet Christianus Me- dicus...“. 2) Antonius Prætorius: Von Zauberey vnd Zauberern grundlicher Bericht. .. Heydelberg. 1613. 8°. pag. 33. 8) Barth olom æu s Korndorfer: De tinctura gemmarum. s. 1. 1645. 8°. Avj r. 4) F. L. G r u n d t v i g: Løsningsstenen. Kbh. 1878. 8 °, pag. 97. Note 3.