Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

& I * 80 Haandtag1): „Naar Bjærgkrystallen holdes i Haanden", siger Boe- tius de Boot2 *), „forfrisker og køler den dem, der lider af heftig Feber, især naar den er tilstrækkelig stor og af Kugleform og ofte dyppes i Rosenvand, naar den er bleven varm af den Syges Haand“. Man kunde ogsaa lade den Syge tage en Bjærgkrystal i Munden: . anbragt under Tungen stiller den de Febersyges Tørst" 8) siger Boetius de Boot, og Forsius4 5) gentager som et Ekko: „Thet warder skrifwit om Crystallen / at när man i en stoor törst håller honom vnder Tungan/ så fördrijfwer han Tørsten". Jeg anser — som ogsaa Fiihner0) — det ikke for usandsynligt, at man har valgt netop Bjærgkrystallen som kølende Middel udven- dig paa Legemet, fordi man endnu i det 17. Aarhundrede (Sml. denne Bog Side 19) ikke ganske havde frigjort sig fra den fra Oldtiden stammende Mening, at Bjærgkrystallen opstaar af Is, der dybt i Fjæl- det hærder til Sten. Hvis ikke den Forestilling, at Bjærgkrystal og Is staar i et vist Forhold til hinanden, mere eller mindre bevidst laa bagved Anvendelsen som kølende Middel for Feberpatienter, er det ikke let at indse, hvorfor man valgte netop denne Sten, da den (efter Datidens Anskuelser) ingenlunde var den koldeste af alle. Jeg vil slet ikke tale om Diamanten, som troedes at være den allerkoldeste Sten („kold i 4. Grad") 6 *). Brugen af den var naturligvis stærkt indskrænket ved dens Sjældenhed og Lidenhed. Men end ikke som theoretisk bedre end Bjærgkrystallen til det nævnte Brug nævnes den, mig bekendt. Langt mindre forstaaeligt er det, at man ikke lige saa godt anvender Granat, der ogsaa kunde haves i store ’) Thomas Bartholinus: Epistolarum medicinalium centuria IV. Hafn. 1667. 8°. Epistola 75: „Plurima crystalli Italici frusta in Musæo asservo. Unum longuisculum manubrii forma, febricitantibus per- commodum, ad æstum leniendum, si manu teneatur". 2) Boetius de Boot: Gemmar. & lap. hist. 3. ed. 1647. 8°. pag. 222: „manibusque detentus [crystallus] acuta febre correptos recreet, & refri- geret, præsertim si satis magnus fuerit, ac sphæricæ figuræ, sæpeque in aqua rosarum mergatur, ubi å manu ægri incaluerit". s) Boetius de Boot: Gemm. et lap. hist. 3. ed. 1647. 8°. pag. 222: „sub lingua positus sitim febrientium sedet". 4) S. A. Forsius: Minerographia. Stockholm. 1643. 8°. pag. 118. 5) Fiihner: Lithotherapie. 1902. pag. 60. 6) Angaaende de ædle Stenes „Kuldegrader" kan henvises til: f. Ex. J. J. W ecke ru s: Antidotarivm speciale. Basil. 1601. 4°. Spalte 56 ff. samt: Theodorus Corbeius: Pharmacia simplicium et compositorum bi- partita. Francof. 1656. 4°. pag. 577.