Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

83 Men ofte er Skuffelsen bleven det eneste, man opnaaede. Det 17. Aarhundrede kunde med Rette tilskrive en Del mislykkede For- søg paa at helbrede Epilepsi ved Hjælp af Smaragd-Amuletter den Omstændighed, at man dengang sammenfattede saa mange forskel- lige Sygdomstilfælde under Navnet Epilepsi. Var det Epilepsi, naar Ulrik Gyldenløve midt i det 17. Aarhundrede under sin Rejse i Spa- nien „fiel .. . nieder Epilepticus“ paa Grund af Fraadseri og Drukken- skab, saaledes som Otto Sperling beretter det?1) Maatte ikke en Smaragd — kunde man med Rette raisonnere ud fra Tidens Viden — have ganske andre Virkninger overfor et saadant Tilfælde end overfor et epileptisk Anfald med Krampe osv.? Var det ikke muligt, at man syntes at have sporet Virkning i det ene Tilfælde og ikke i det andet? Vi føres herved over til en Diskussion af, hvor det kunde være, at Troen paa de ædle Stenes Kræfter kunde holde sig saa længe. Men dette gemmes bedst til et følgende Kapitel, og jeg vender mig atter til de ædle Stene, anvendte som Lægedomsmidler udvendig paa det menneskelige Legeme, og slutter da Omtalen af de ædle Epi- lepsi-Midler med at gengive en højst mærkelig Brug af Diamant i dette Øjemed. Man læser hos Kertzenmacher2) følgende: „Mit einem Dia- mant in die lincke Hand, in dem Goldfinger 3) im dritten Gliede, wund durchgerissen, dass es blutet, vergehet die schwere Krankheit, und hilfft gewiss". — Jeg lægger ikke synderlig Vægt paa denne Angivelse, da Bogen bærer et meget upaalideligt Præg 4). Alligevel har jeg ment det værd at medtages som Exempel paa, hvad man endnu i Aaret 1720 kunde faa at læse om de ædle Stene og disses mærkelige Egenskaber, selvom det kun staar i en lille populær Bog, og selvom de mest oplyste Mennesker paa dette sene Tidspunkt næppe har troet det. 0 Publiceret af Gigas i: Revue Hispanique, tome XXIII New York & Paris. 1910. (Særtryk pag. 17.). 2) Des beriihmten Alchimisten Petri Kertzenmachers Alchimia.... s. 1. 1720. 8°. pag. 145. — Levede ca. 1570. 3) Sml. hvad der foran er sagt om den efter det 17. Aarh.’s Anskuelser mest formaalstjenlige Ringfinger. 4) Bogen fortæller saaledes (pag. 147), at „Dioscorides" er en Sten!: „wel- cher Stein auf das Hertz geleget, ist gut vor das Hertzpuffen —“. 6*