Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

85 dom, forsikre, at en aflang, flad Sten, jeg har, af middelmaadig Tyk- kelse, næsten honningfarvet og meget fedtet paa Overfladen, har den samme heldbringende Virkning, naar den bindes under Haand- fladen, som den, hvorom Monardes1) fortæller". Men til andre Tider kunde han ingen Virkning spore hos Stene, der ansaas for Nephrit. Trods disse og sagtens mange andre Uheld ved Anvendelsen af Lapis nephriticus nød denne i hele det 17. Aarhundrede stort Ry som stendrivende Middel. Sen nert2), hvis Ord havde Vægt for hans Tid, nævner som noget lige sikkert konstateret og lige forbav- sende Magnetens Evne til at pege mod Polen og Nephrit-Stenens Evne til at sønderbryde Sten i det menneskelige Legeme, naar man bar den udvendig paa dette. Man har da formodentlig bortfor- klaret negative Forsøgsresultater som begrundede i fejlagtige Mineral- Bestemmelser, — en Dør, som var vid nok til, at adskilligt kunde fjærnes derigennem. Var der nogen Sygdom, der prægede det 17. Aarhundrede, saa var det „Pesten". Denne (eller disse) smitsomme Sygdomme blus- sede med kortere eller længere Mellemrum op rundt om i Europa og spredte Rædsel videnom, naar den krævede Tusinder af Men- neskeliv som sit Bytte. Hjælpeløse stod man overfor den frygtede Pestilentze. Hermed være nu ingenlunde sagt, at man ikke havde Læge- midler baade til Præservation og Kur. Datidens Skrifter nævner tværtimod talrige saadanne. At omtale dette nærmere er ikke min mare possum, lapidem quem habeo oblongum & planum, modicéque crassum, colons pene mellei, superficie valde pingui, sub carpo alligatum brachio, eadem illa felicissime perfecisse, quæ scribit Monardes...“. *) Monardes beretter om en Adelsmand af sit Bekendtskab, der ved at bære en Nephriticus blev befriet for Stensmerter under Grus-Afgang. Naar Stenen lagdes bort, ophørte Afgangen af Grus, og Smerterne be- gyndte igen. (Nicolaus Monardes: De simplicibvs medicamentis ex occidentali India delatis. Antv. 1574. 8°. pag. 51.). —- Beretningen er gengivet in extenso i Boetius de Boot: Gemmar. et lap. hist. 3. ed. 1647. 8°. pag. 261. 2) Dan. Sennertus: De Chymicorum cum Aristotelicis et Galenicis con- sensu ac dissensu. Witteb. 1619. 8°. pag. 390: „ ... quis crederet Mag- netem ad polum conuerti, ... lapidemque Nephriticum extra appensum calculum frangere, nisi id experientia comprobasset?".