Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

99 ner om deres Bærers Tilstand. Co Ion ne1) mener, at han i Rom har set Børns Koral-Halsbaand blive blege, naar Børnene led noget ondt: „Ce qui ne m’étonne pas beaucoup, car ces sortes de pierres étant fort tendres & poreuses, elles peuvent bien étre alterées par les exhalaisons du corps". Mindst ligesaa mærkeligt er, hvad Ri ed lin2) fortæller om Lazur-Stenen, dog kun paa anden Haand: En Købmand havde fortalt ham, at han var bleven befriet for langvarig Halspine ved at bære en Lazur-Sten paa sig: „og for yderligere at bekræfte dennes mærkelige Egenskaber, tilføjede han, at han for nogle Aar siden havde laant sin Nabo Bagerens lille Dat- ter, der led stærkt af Krampe, en saadan Sten og raadet Moderen til at lægge den paa Barnets nøgne Bryst. Da dette skete, ikke blot for- andrede Stenen sin Farve og mistede den smukke himmelblaa Farve; men brødes endogsaa midt over, hvilket straks blev udlagt som Varsel om det værste. Uden Grund var dette ikke, idet Døden paafulgte kort efter"3). Købmanden havde gemt Stumperne af denne mærkelige Sten; men uheldigvis kunde han ikke finde dem mere, da han vilde vise Ri edlin dem. Om det er dette, der har gjort sidstnævnte mis- tænksom, eller Historiens Ufattelighed, skal jeg lade være usagt. Nok er det, at Riedlin slutter Beretningen med at sige, at „lige- som én Svale ikke gør Sommer, saaledes er heller ikke denne eneste Observation nok til at bevise, at Lazur-Stenen altid varsler om Døden paa denne Maade"4). Men han haaber ved Samarbejde med andre at komme til fuld Klarhed over dette Spørgsmaal. Det fremførte er typiske Exempler paa det 17. Aarhundredes Stilling til Spørgsmaalet om de ædle Stenes forunderlige Egenskaber. ’) Colon ne: Histoire naturelle de l’univers. Paris. 1734. Tome II pag. 285. 2j Ried linus: Lineæ medicæ. [Annus 4.J 1698. 8°. pag. 296—297. *) Riedlinus 1. c. pag. 296: „utque magis singulares ejus vires con- firmaret, simul adjecit, se ante aliquot annos pistoris cujusdam Vicini flliolæ acriter cum convulsionibus conflictanti talem lapidem mutuo dedisse, utque pectori nudo imponeret mater, suasisse, quo facto, lapidem non solum colorem mutasse, & elegantem coeruleum exuisse, verum & in medio ruptum fuisse, unde statim pessima quæque ominati fuerint, nec frustra, morte haud ita diu post subsequente". 4) Riedlinus 1. c. pag. 296—297: „Sicuti vero una hirundo non facit Ver, ita nec unica hæc observatio sufficiet ad probandum, quod semper hoc modo Lapis Lazuli mortem prænunciet". 7’