Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

100 Det er gaaet i hvert Fald mig saaledes under Fordybelsen i denne Periodes Bøger om dette Emne, at det hele til Tider har syntes mig saa fantastisk, at jeg tvivlede om, hvorvidt det var andet og mere end theoretiske Betragtninger, — Hjærnespind uden Kontakt med> Virkeligheden. Hvad Wittich og Ri ed lin saavelsom andre For- fattere, der dels allerede er nævnte, og dels senere vil blive det, fortæller om de ædle Stene, giver da fast Bund under Fødderne. Disse naive Interiører fra en forlængst hensvunden Tid vidner klart om, at de ædle Stenes forunderlige Egenskaber var dengang for Menneskene et Spørgsmaal med lige saa stor Virkelighedsbetydning som mange af Nutidens Problemer. Den uigennemsigtige Ædelsten, om hvilken det i det 17. Aar- hundrede maaske oftest, næst de røde Koraller, fortælles, at den mister sin Farve og Skønhed eller dog viser kendelige ydre Foran- dringer, naar dens Bærer er syg eller trues af Døden og anden Fare,. — er Tyrkisen. Denne Sten maa i det hele taget være bleven be- tragtet med undrende Blikke af Datiden, saa mærkelige Egenskaber, der tillagdes den i mange Henseender. Ja, nogle Mennesker1) har ogsaa set paa den i Rædsel, da de formoder, at det var Djævelen, som varslede gennem Stenen, og at dette ikke gik naturligt til. Ligesom i ældre Tider2) hed det ogsaa nu i det 17. Aarhundrede, at Tyrkisen kunde forandre sit Udseende under visse Omstændig- heder. Boetius de Boot3) anser det for uomtvisteligt, at denne Ædelsten ved Farveændring og lignende tilkendegiver sin Bærers Sundhedstilstand. Han mener at have iagttaget noget saadant paa sig selv. Mange andre Forfattere i det 17. Aarhundrede udtaler lig- nende Anskuelser om Tyrkisen. Snart sagt enhver Stenbog indehol- der en Notits herom. Noget nyt bringer de imidlertid ikke og forbi- gaas derfor her ganske. Tvivlere manglede dog ikke. Hermann Grube4) har i Aare- ’) Petrus Servius: Diss.de vngvento armario sive de natvrae artis- qve miracvlis. Romæ. 1643. 8°. pag. 176. — Servius hører ikke til disse. 2) Se f. Ex. F r a n c i s c u s Rueus: De gemmis aliqvot... Tiguri. 1566. 8°. Blad. 55. 8) Boetius de Boot: Gemmar. et lapid. hist. 3. ed. 1647. 8°. pag. 269-270. 4) Hermann Grube: De transplantatione morborum. Analysis nova. Hamburgi. 1674. 8°. pag. 82: „Id tantum dixero, integros per annos ge- stasse me in annulo hane gemmam citra ullam coloris mutationerne