Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

101 vis baaret en Tyrkis i sin Fingerring, uden at han kunde iagttage nogen Forandring i dens Farve. Men Grube staar ret isoleret. Selv en saa betydelig Forsker som Robert Boyle1) kommer ud fra theoretiske Betragtninger (hvilke senere skal fremsættes) til den Anskuelse, at det maaske ikke er umuligt, at Tyrkisen kan ændre Farve efter sin Bærers Tilstand: „Nay, I begin to doubt, whether it may not, in some cases, be true, that the right turquoise will change colour as the wearer is sick or well; and manifestly lose its splendor at his death”. Staar det saaledes til med en Mand som Boyle, kan man sik- kert roligt gaa ud fra, at de fleste af hans Samtidige, som var mindre kritiske og mindre videnskabeligt skolede, har troet fuldt og fast paa denne Tyrkisens mærkelige Egenskab, saa meget mere som disse Anskuelser holdt sig langt ind i det 18. Aarhundrede, om man kan tro Colon ne2), der fortæller, at hans Moder i sin Fingerring bar en meget smuk Tyrkis: „dans laquelle on lisoit (pour ainsi dire) . . . l’état de sa santé, suivant les changemens de couleur .. .“. Vel maatte det lyde meget forunderligt, at ædle Stene som Koral, Lazursten og Tyrkis ved given Lejlighed kunde forandre deres Udseende uden nogen letpaaviselig ydre Aarsag. Men disse Stene var dog forholdsvis bløde og lod sig paavirke af Varme, af Syrer og lignende, saa at ogsaa derved deres Farve og andre Egenskaber ændredes. Langt mere uforklarligt og vidunderligt maatte det lyde, naar det paastodes, at en ædel Sten som Rubinen, der var upaavir- kelig af stærk Varme og mange andre ydre Virkemidler, til Tider kunde forandre Glans og Farve og derved varsle Sygdom eller Død for den, som bar den. Og dog var dette en udbredt Anskuelse endnu i det 17. Aarhundrede. Det var iøvrigt ikke en ny Opdagelse af dette Aarhundrede. Allerede midt i det 16. Aarhundrede skriver C ar danu s8), at „Car- bunculus" [o: de røde, klare Ædelstene], som man bærer paa den nøgne Hud, blegner, naar den, som bærer den, er syg eller har faaet Gift: „Det har jeg iagttaget mere end én Gang"3). *) Robert Boyle: Philosophical Works. 2. Ed. London. 1738. 4°. Vol. III pag. 150. 2) Colonne: Histoire naturelle de l’univers. Paris. 1734. 8°. Tome 2. pag. 284. *) Hieronymus Cardanus: De svbtilitate libri XXI... Noribergæ. 1550 in Folio pag. 178: „...hoc non semel obseruaui".