Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

102 I det 17. Aarhundredes Begyndelse mente man at have gjort en lignende Iagttagelse. Da beretter Gabelchover1), at da han den 5. December i Aaret 1600 med sin Hustru rejste fra Stuttgart til Calw (en By i Wiirtemberg), bemærkede han undervejs, at en Rubin, som han bar, indfattet i Guld — en Gave fra hans kære, nu salig Hustru — mistede sin Skønhed og blev mørk. Dette forbavsende Fænomen varede flere Dage, hvorfor han blev meget bange og lagde Ringen med Ædelstenen fra sig. Faa Dage derefter blev Hustruen dødelig syg og døde. Derefter fik Rubinen sin forrige Glans og Skønhed tilbage. Det er interessant at forfølge dette Spørgsmaal lidt videre. Aar- hundredet er ikke rundet til Ende, før Sagen forklares som noget ganske naturligt, der ikke behøver at indgyde Rædsel. I 1687 for- tæller S pen er2) nemlig følgende, som han har hørt af en paalidelig Mand (ex viro bonæ fidei): „Meddeleren, der var Juveler, stod en Dag og vadskede sine Hænder uden at lægge en Ring med en Ru- bin fra sig. Snart efter, da han havde spist Frokost, saa’ han til- 0 Beretningen findes trykt som Note i Andreas Baccius: De gem- mis et lapidibus pretiosis . .. tractatus. Francof. 1603. 8 °, pag. 63: „Notatu vero dignum est, Rubinum verum Orientalem, coloris crebra mutatione & obscuritate, homini ipsum gestanti, certum aliquod infor- tunium, & calamitatem non diu abfuturam, denunciare ... Id quod ... proh dolor ipse expertus fui. Cum enim 5. Decembris, anni 1600, post CHRISTVM natum, cum dilectissima & suauissima mea coniuge, Catharina Adelmannia piæ memoriae, Studgardia Calvvam proficiscerer, obseruaui in itinere manifestissimé, Rubinum pulcherrimum, quem annulo aureo inclusum ab eadem dono acceptum in manu gerebam, semel atque iterum splendidissimum colorem fere prorsus amisisse,. & pro splendore, obscuritatem, & luce tenebras, acquisiuisse: quæ nigredo & obscuritas non solum per vnum vel alterum diem, sed ali- quot perdurauit, adeo, vt vehementer perterritus, annulum ex digito remouerim, & in cistam recondiderim. Vnde non raro coniugem admonui instare vel mihi vel illi insigne periculum ... Neque sane animus meus me fefellit, vt quæ intra paucos dies lethali morbo correpta fuerit, qui ipsam ad mortem vsque comitatus est. Post mor- tem vero pristinus splendor sua sponte denuo rediit". — Denne Be- retning er optaget i flere af det 17. Aarhundredes Bøger, saaledes i: Boetius de Boot: Gemm. & lap. hist. 1647. 8°. pag. 146—47, i: F r. H o f f m a n n u s: Clavis pharmacevtica Schroederiana. Ed. 2. Halæ Sax. 1687. 4°. pag. 154—55, og i: S p e n e r u s De gemmis errores vul- gäres. Lips. 1687. 4 °. § 9. 2) Spenerus De gemmis errores vulgäres. 1687. 4 °. Sectio II Phy- sica § 12.