Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

121 parere de ædle Stene i det kemiske Laboratorium, naar man vilde anvende dem til Lægedom for Syge. Det har ikke været nogen let Sag for det 17. Aarhundredes Læger at vælge, hvad der syntes dem at bære størst Sandhedspræg. Imidlertid — vælges maatte der. Saa har man vel prøvet sig frem med de Præparater, der syntes mest tiltalende. Ofte har man ment at opnaa gode Resultater med dette eller hint Medicament, hvori præparerede Ædelstene indgik. Paa denne Maade har man famlet sig frem i Mørket. Der var ikke Vej eller banet Sti, ingen faste Holdepunkter, kun den usikre Erfaring. Og igennem skulde man. Sot og Syge og alskens Plager laa jo, da som nu, over Menneskeheden. Det var nok værd at prøve, hvad Lægedom den gode Gud havde nedlagt ogsaa i de ædle Stene, der dannedes i Jordens Skød eller paa vidunderlige Maader i giftige Dyr og Dyr fra fjærne Riger. Der gik jo Ry fra Land til Land af disse Medicamenters vidunderlige Egenskaber. Naar Pesten stod for Døren, prøvedes alt. Den haabløst Syge, hvem Livet endnu er kært, tror det utroligste om ny og kostbar Medicin. Der var ikke anden Vej, syntes det, end at granske de Lærdes Skrifter og at prøve disses Raad hid og did, som det nu bedst kunde falde. Bøger var der nok af. Raad for Sygdom ligesaa. Mere end én Ædelstenmedicin rostes i saa høje Toner for sine særdeles kraf- tige Virkninger, at om blot Halvdelen deraf var sandt, syntes der knap at kunne existere Sygdom paa Jorden mere. Theoretisk Be- grundelse laa der ogsaa bagved — i hvert Fald til Dels. Men hvor højt end Lovprisningen udbasuneredes, blev Resultatet sikkert kun magert. Smitsomme Sygdomme gik deres Sejersgang. Døden tog sin rige Høst. Naar da alt var prøvet, men forgæves, og Døden havde sejret igen, kunde man ikke bebrejde den lærde Læge noget. Han veg jo kun for sin Overmand. Værdigt og stort i al sin Ydmyghed har Thomas Bartholin1) givet sit Syn paa dette Spørgsmaal Ord til Trøst for en sørgende Enke: „Vi ere jo intet andet end Naturens Tienere / giører saa viit vi formaar / intet imod Naturen / og naar vi effter den udi saa lang Tiid aff de beste Medicis forsøgte Methodo eller Rette-Snor / staar *) Th. Bartholinus: Trøste-Breff/Til Sin Hierte kiere oc höybedröfvede Syster Anna Catharina Mullers S. D. Caspari Bartholini Efterlefverske. Kbh. 1673. 8°. pag. 38 (Findes i det kgl. Bibi. indb. bag i: Jens J. Munck: En Eenlig Enckis Sörge- oc Trøste-Stand... Kbh. 1673. 8°.).