Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

t 136 kemisk Præparation, hvormed de „verborgene vnd hart verschlossene Tincturen, Essentiæ vnd Spiritus" er gjort let tilgængelige for den syge Organisme1). Naar Forholdet er dette, da maatte det siges ikke alene at være en fyrstelig Gave og en fin Opmærksomhed, men ogsaa en særdeles nyttig Gave, naar Olearius2) i Aaret 1696 fortæller, hvorledes Shahen af Persien forærede de fremmede Gesandter, der besøgte ham, bl. a.: „Eine kostbahre Chymische Apoteck / deren Biichsen . . . oben mit dem Edelgestein / derer Magisteria drinnen / besetzet". Men det er muligt at komme Spørgsmaalet om ædle Stenes prak- tiske, medicinske Anvendelse endnu nærmere ind paa Livet, idet der er bevaret adskillige Sygehistorier, hvoraf man ser, at navngivne Personer i det 17. Aarhundrede er bievne behandlede med ædle Stene, præparerede til indvendig Brug. Om sammes udvendige Brug foreligger der dog, mig bekendt, ikke mange Beretninger, i hvert Fald ikke med nærmere omtalt, eventuelt navngiven, Patient. Nogle Tilfælde er allerede omtalte i det foregaaende8). At Sagen stiller sig saaledes for Ædelsten-Amuletternes Vedkommende behøver dog ikke at betyde, at de var mindre ansete Lægemidler. Alt tyder, saaledes som det vil fremgaa af de foregaaende Kapitler, paa det modsatte. Muligvis er Aarsagen den, at den tilkaldte lærde Læge ikke vilde nøjes med at anbefale at bære en eller anden Ædelsten; det kunde enhver finde paa, saa meget omtalte disse Stenes mærkelige Egen- skaber var. Men Lægens Kunst var det at foreskrive Medicamenter, hvis Sammensætning Lægfolk ikke kendte. I denne Retning synes det mig at tyde, naar Thoner4) kurerer en fornem 18-aarig Pige for „Hjærtebanken", ikke ved at lade hende bære en eller anden Ædel- *) Pan s a; Pharma cotheca .. Das ander Buch ... Leipzig. 1622. 4 °, pag. 62. 2) Des Welt-beriihmten Adami Olearii colligirte und viel vermehrte Reise-Beschreibung... Hamburg. 1696. in Folio, pag. 267. 3) Her kan ogsaa henvises til Beretningen om Købmand Tobias Neubrunn’s Enke i Ulm, fra hvem der bortgik en Sten af Form som cn Fyrrekogle, da en Lap. nephriticus lagdes paa hendes højre Haandflade. (A. Tho- ner us: Observationum medicinalium... Libri Quatuor. Ulmæ. 1651. 4°. pag. 172.). Samtidig ophørte hendes Nyresmerter. — Formodentlig støttende sig til lignende Iagttagelser siger G. Rolfincius [Ordo et methodus medicinæ specialis consultatoriæ. Jenæ. 1669. 4°. pag. 827.]: „Lapidem nephriticum vel lumbis dolentibus, vel brachio ejusdem lateris applicare, ex usu esse, suadet firmissima & frequentissima experientia“. 4) Avgustinus Thonerus: Observationum medicinalium..,. Libri Quatuor. Ulmæ. 1651. 4°. pag. 133—134.