Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

„ ... Der begaas i vore Dage af mange den Fejl, at de søger at forklare Aarsagen til Fænomener, hvis Existens endnu ikke er sikkert fastslaaet." *) Det er ofte af Eftertiden bleven stemplet som grov Overtro, ja som Svindel, naar man endnu i det 17. Aarhundrede tilskrev ædle, dyre Stene de mærkelige Egenskaber, hvorom de foregaaende Sider i denne Bog handler. Naar Schade* 2 *) omtaler Tudse-Stenen, er det for at bruge den som „ein merkwiirdiger Beleg, was noch im 17. Jhdt. mit so kodderigem Zeuge fur verlogener Schwindel ge- trieben worden." Og fra det 18.8) Aarhundredes Slutning lyder Dom- men ikke meget mildere over Ædelsten-Idéerne, som endnu paa dette Tidspunkt var i frisk Minde. Herom nærmere i det Kapitel, der handler om Kritiken af Ædelstenene. Nu kan der ikke tvivles om, at adskillig Fabel om ædle Stenes Egenskaber er bleven opdigtet eller dog i hvert Fald holdt i Live, navnlig blandt mindre oplyste Mennesker, af driftige Forretningsfolk, som derved vilde gøre deres falbudte ædle Stene mere attraaværdige og derfor ogsaa mere kostbare, — et Forhold, som ogsaa i den ældre Litteratur toges i Betragtning4 * *). Men at kalde alt, hvad der i vort *) Daniel Sennertus: De Chymicorum cum Aristotelicis & Galenicis consensu ac dissensu. Wittebergæ. 1619. 8°. pag. 19: „...a multis hodie vulgö peccatur, qui caussas rerum quarundam reddere conantur, de quibus tamen, an sint, nondum certö constat". 2) Oskar Schade: Altdeutsches Wörterbuch. 2. Theil. Halle. 1872— 1882. pag. 1386 nederst. s) Et Exempel er følgende: L. Du ten s [Des pierres précieuses et des pierres fines. Paris. 1778. 8°. pag. 21.] undrer sig over, at Plinius,. Galen og mange andre berømte Mænd har kunnet „appuyer des fab- les fondées sur les propriétés des Pierres Précieuses, qui seroient å peine excusables dans la bouche d’une nourrice ...“. 4) Georg Paul Hönn: Betrugs-Lexicon. Coburg. 1753. 8°. pag.232. Sml.J, J. Spenerus: De gemmis errores vulgäres. Lips. 1687. 4°. Sectio II Physica. § 6.