Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

180 komme lidt af et virksomt Stof, som ganske forandrer Karakteren af den Sten, der efter sit Ydre f. Ex. gaar for at være en Smaragd. Saaledes er Boyle’s Hovedidé om de ædle Stene og disses medicinske Virkninger. Men desuden fremdrager denne Forfatter forskelligt andet, som muligvis kan forklare Ædelstenenes forment- lige mærkelige Egenskaber. Han søger at sandsynliggøre, at Ædel- sten-Amuletters Virkninger, f. Ex. Blodstenens, skyldes kraftige, men usynlige Udstraalinger fra Stenen, i Lighed med dem, der udgik fra Magneter. Thi naar disse sidste, baarne i Punge eller længe holdte i et Menneskes Hænder, syntes at kunne paavirke Menneskelegemet kendeligt, hvorfor skulde dette da ikke kunne gælde ogsaa ædle Stene? Boyle har (som allerede berørt S. 155) experimenteret med Diamant (og muligvis andre Ædelstene) og fundet, at den bliver elektrisk ved let Gnidning2) eller Ophedning8). — Muligt da, at denne Egenskab kan betinge ædle Stenes medicinske Virkninger, som saa mange Læger ansaa for beviste ved daglig Erfaring. — Naar en Ædelsten kunde blive elektrisk ved svag Ophedning, kunde man muligt henvise hertil, naar man vilde forklare Ædelstenpulvernes Virkning i den menneskelige Fordøjelseskanal. Det var muligvis slet ikke nødvendigt, at de anvendte Mineralfragmenter opløstes. — Forøvrigt — siger Boyle — hvorfra véd man saa bestemt, at Ædel- *) Boyle: Spec, de gemmar. orig. 1680. 4". pag. 34: „Proximé enim consideretur, magnetes vegetos emittere copiosa & admodum larga ef- fluvia ... forsan quoque gemmas nonnullas ...“. 2) Boyle 1. c. pag. 34: „ ... adamantes nempe ipsi, quorum unum mihi servo, qui leniter frictus attrahit valdé .. 8) Boyle 1. c. pag. 35: „Est enim mihi adamas, cujus facultas elec- trica excitatur, non tantum frictione, sed & languido gradu caloris ad- ventitii". — Her kunde bemærkes, at Boyle ikke er den første, som har iagttaget dette, selvom hans Forsøg forbavsede Tilskuerne (Spec, de gemmar. orig. 1680. 4°. pag. 34). Allerede i den saakaldte Aristoteles’ Stenbog omtales, at Granat kan gnides elektrisk (J. Ruska: Unter- suchungen iiber das Steinbuch des Aristoteles. Heidelberg. 1911. pag. 144). I det 16. Aarhundrede omtales Sagen ligeledes. Cardanus op- lyser, at Diamant, der opvarmes, tiltrækker Straa „ganske som Rav kan gøre det“ (non secus ac electrum) [H i e r o n y m u s C a r d a n u s: De svb- tilitate libri XXI Basil. 1560 in Folio pag. 195]. Sammenlign: Jo- hannes Wittichius: Bericht von den wunderbaren Bezoardischen Steinen. Leipzig. 1589. 4°. pag. 33, hvor det hedder, at Diamant, som man „mit reiben erwermet", kan trække Straa og lign, til sig, som Rav kan det. Sml. ogsaa Ni c. Cabeus: Philosophia magnetica. Colon. 1629. in Folio, pag. 179.