Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

181 stenfragmenterne forlader Tarmen upaavirkede?1) „Jeg tvivler næsten om, at dette Experiment nogensinde er gjort eller let vil kunne gøres** 2). Boyle tager i det hele taget ret livlig Del i Diskussionen om, hvorvidt det var nødvendigt eller ej, at Medicamenterne, her Ædel- stenfragmenterne, ganske opløstes eller dog formindskedes kendeligt under deres Passage gennem Fordøjelseskanalen, hvis de virkelig skulde kunne komme den syge Organisme til Gode, — en Diskussion, som var ført gennem hele Aarhundredet8). Boyle’s Beviser mod Nødvendigheden af denne Opløsning er ikke overbevisende nu. Om de var det dengang, faar staa hen. Dette gælder saaledes Henvis- ningen (pag. 34) til de allerede tidligere berørte (S. 155) saakaldte „pillulæ perpetuæ**, Piller af metallisk Antimonium, som Gang paa Gang kunde udøve deres Virkning, idet de passerede Tarmkanalen, uden at de opløstes. I dette omdisputerede Spørgsmaal, hvor Tidens Forfattere var ret uenige — en Mand af Betydning som Sen nert holdt ikke strængt paa, at for ethvert Lægemiddel var Opløsning i Tarmkanalen nødvendig, for at det kunde virke4) — formaar Robert Boyle ikke at bringe afgørende Klarhed. Dette gælder baade, naar han søger at benytte Thermo-Electriciteten som Forklaring, og naar han søger at skyde sig ind under, at Opløsning maaske ikke altid er nødvendig, samt endelig, naar han henviser til, at han har formaaet at uddrage Tineturer af Ædelstene ved Hjælp af ganske svage Væd- sker, uden stærk Varme5), og at derfor muligvis ogsaa Maven formaar dette, idet den kan tænkes at være forsynet med „a subtle dissolvent (whence soever it hath it) by which it may perform divers things not 1) Boyle: Specimen de gemmar. orig. 1680. 4°. pag. 37. 2) Boyle 1. c. pag. 37 : „Admodum enim dubito, tentamen illud unquam fuisse institutum, aut facilé perfici posse**. Allerede i 1601 diskuterer Silvaticus dette Problem (Controversiae medicae ... Francofurti. 1601, in Folio, pag. 223—224), og man kan knap tage en Bog i Hænde fra det 17. Aarhundrede, uden at Opløs- ningens Nødvendighed drøftes, hvis man kommer ind paa Ædelsten- spørgsmaalet. 4) Dette gælder saaledes det i Datidens Lægemidler meget anvendte Blad- guld: „...eorum ratio firma non est, qui aurum nullam in corpus no- strum habere efficaciam statuunt, ideo quod å calore nostro solvi non possit**: Daniel Sennertus: Practicæ medicinæ lib. Ill [Wittebergæ] [1628] 4°. pag. 386. "’ ) Disse 2 Anker førtes stadig i Marken af Modstanderne mod Brugen af Ædelstenfragmenter i Lægekunsten (til indvendig Brug).