Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

voxende naturvidenskabelige Viden tog de ædle Stenes medicinske Anvendelse sig dobbelt afstikkende ud, — som en gammel, ugyldig Daler med fantastiske Figurer, imellem den nye Mønt. Det vilde være en sørgelig Skæbne, baade for Fattig og Rig, om de under farlige Sygdomme skulde sætte al deres Lid til Læge- midler, tilberedle med kostbare Ædelstene, Guld og Perler, siger Tralles1) spottende. En haardere Dom over Brugen af ædle Stene som Medicin, end hvad Neumann siger, bliver næppe fældet. Det er allerede nævnt, at han ikke regner Perlerne for bedre end Østersskaller i denne Henseende. Han beder, naar han taler om Bezoar, „einen2 *) jeden wohlmeynend von dieser kostbaren Narrethey abzustehen". Lapis nephriticus8) bør fjærnes af Apotheket og sendes tilbage „bis zu die wilde und dumme Indianer". Men naar det drejer sig om de egent- lige, haarde Ædelstene og om Halvædelstene „ist4) alles vergeblich, was fiir artzneyische Kräfte von ihnen geschrieben stehen, die Virtus medica .. . ein Traum oder Chimære ..." „Wir sind ja keine Hiiner", slutter han4), „weswegen sollen wir denn Sand und Steine fressen? Proh! docta stultitia!“ Dette var haarde Ord, og dog kunde der gaas endnu videre. Som en sidste Fase i Ædelsten-Problemet bliver det i det 18. Aarhundrede ret ofte udtalt, at de egentlige Ædelstene og Halvædelstene (i Nutids Betydning) ikke blot er unyttige som Bestanddele af Lægemidler, men at de endogsaa er skadelige, ja giftige. At Diamant var Gift, er en gammel Tanke. 1 det 16. og 17. Aar- hundrede tales der meget derom5), baade for og imod. Man finder Sagen omtalt i rent medicinske Værker6 *) og betragtet fra et rets- *) Tralles: Virivm qvae terreis remediis gratis hactenvs adscriptae svnt, examen rigorosivs. Vratisl. & Lips. 1740. 4° pag. 181. 2) Casp. Neumann: Chymiae medicae dogmatico-rationalis tomi II pars II Zullichau. 1751. 4° pag. 335. ff. s) Casp. Neumann: 1. c. Tomi IV Pars II pag. 91. 4) Casp. Neumann: 1. c. Tomi IV Pars II pag. 20. 5) „ ... omnibus fere in ore est“, hedder det i: J. B. S i 1 v a t i c u s: Con- troversiae medicae. Francof. 1601 in Folio, pag. 334—35. — „Adaman- tem Venenum esse, contendunt plurimi", læser man i: Zacutus Lusitanus: De praxi medica admiranda. Libri tres. Amstelodami. 1634. 8° pag. 145. — Men denne sidste Forfatter tror ikke derpaa: „experientia contrarium ostendit". Dog kan Diamanter med skarpe Kan- ter blive farlige at sluge, derved at de saarer Indvoldene. Dette kan dog ikke kaldes Giftighed („Neque ob hoc, Adamantem venenum arbitreris"). °) f. Ex. i: Dan. Sen nertu s: Paralipomena.. Wittebergæ. 1641.4° pag. 130 ff.