Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

194 og solgtes til disse sidstes høje Pris. Gleditsch1) siger ligefrem, at Flusspath’er og lignende mindre ædle Stene „werden insgemein statt der wahren Edelgesteine in einigen Compositionen mit gebraucht". — Hvorvidt bedrageriske Hensigter her altid har ligget til Grund, skal jeg ikke vove at afgøre. Baumer2) søger at fremdrage som et und- skyldende Moment, at Apothekerne selv bliver bedragne ved deres Indkøb: „thi de er jo ikke Ædelsten-Kendere"2). Og B r ii c k m a n ns) slaar paa de samme Strænge: „Wie konnte in den Apotheken eine Gewissheit dieser Steinarten vermuthet werden? Da wir bey den Naturforschern selbst, in Bestimmung der Steinart der Edelsteine, so wenig Genauigkeit und Richtigkeit ehemals antrafen".— Saa meget Kendskab til Mineralogi skulde man dog synes, at Apothekerne maa have haft, at de kunde kende grøn Flusspath fra Smaragd, — etc. Det vil senere, paa sit Sted, blive omtalt, hvorledes ogsaa i danske Apotheker de egentlige Ædelstene substitueredes med mindre ædle Stene, dengang Ædelsten-Troens Decadencetid (det 18. Aarhundrede) var oprunden. Til Slutning noterer jeg her et efter min Mening indirekte Bevis for, hvorledes man henimod det 18. Aarhundredes Slutning ikke mere rigtig regnede med de ædle Stenes Anvendelse i Apotheket. D. R. Biedermann4) taler om Forfalskninger af mineralske Droguer, men nævner ikke med et Ord Ædelstenene. Og dog har jo, som foran berørt, dette Spørgsmaal været fremme paa dette Tidspunkt. Bie- dermann’s Tavshed synes mig ikke at kunne tydes anderledes end som en Tilkendegivelse af, at de ædle Stenes medicinske Anvendelse nu var saa ringe, at deres Forfalskninger havde mindre praktisk In- teresse, — en Følgeslutning, der falder godt i Traad med en Udtalelse af en af Biedermann’s Samtidige5), hos hvem det hedder, at Ædelstenforfalskningerne i Apotheket er „ein Irrthum, der dem Arzte als Arzte zimlich gleichgultig seyn kann, weil diese gleichfalls harte Körper [o: Kvarts etc.] auf den menschlichen Körper eben den Ein- fluss haben, als der ächte Smaragd", — nemlig slet ingen. 1) Gleditsch Anleitung ... 1767. 8°. pag. 221. 2) J. W. Baumer: Historia natvralis lapidvm pretiosorvm omnivm... hactenvs in vsvm medicvm vocatorvm. Francofvrti. 1771. 8°. pag. 102: „ ... gemmarii enim non sunt...". 5) U. F. B. Bruckmann: Abhandlung von Edelsteinen. 2. Aufl. Braun- schweig. 1773. 8°, Fortalens næstsidste Side. 6) D. R. Biedermann: Diss. inavg. med. De fravdibvs et erroribvs qvibvsdam pharmacopoeorvm . .. Goettingae. 1781. 4°. pag. 22 ff. 7) J.Fr.Gmelin: Allgemeine Geschichte der Gifte. Bd. III.Nurnb. 1777.p. 12