Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

203 ved hvis Hielp han kom til stor Lærdom og Videnskab, og blev Professor i Kiøbenhavn“. Naar der har kunnet tales om, at en Ring kunde skaffe sin Ejer- mand Held (selvom det tog en sørgelig Ende; man troede, at Venu- sin’s1) Død i en Brønd skyldtes Ringen), saa er der intet til Hinder for at antage, at man her i Landet omkring Aar 1600 og forøvrigt endnu senere ikke har betragtet det som umuligt, at det kunde skaffe Held og Lykke og paa mange andre Maader være gavnligt at bære ædle Stene: med andre Ord, at disse med eller uden Aanders (Djæ- velens) Hjælp kunde have halvt eller helt overnaturlige Virkninger. Det 17. Aarhundrede, som nu fik Tilliden til de ædle Stene i Arv, frembyder paa Ædelstenforskningens Omraade her i Landet et tro Billede af Udlandets samtidige Bestræbelser. Som det vil fremgaa af de følgende Sider, træffer man atter her en udpræget Tillid til de ædle Stene som Medicin med naturlige Egenskaber, sideordnet med alle andre Lægemidler, medens man forkaster alle fabelagtige og over- naturlige Egenskaber, hvilke Bøgerne ofte tillagde disse Stene. Man indtager altsaa i Danmark i det 17. Aarhundrede en lignende Holdning overfor de ædle Stene som Udlandets samtidige kritiske Forfattere. Litteraturen vedrørende dette Spørgsmaal er ret rig, idet alle Medlem- merne af Bartholinernes Kreds saavel som nogle mindre kendte Mænd har behandlet det mere eller mindre udførligt i deres Skrifter. Den første Forfatter, som falder indenfor denne Undersøgelses Omraade, er Caspar Bartholin. Hans Holdning overfor Ædel- mon e s“ bl. a. i Ringe (Franciscusjoel: De morbis hyperphysicis et rebvs magicis ... Rostockii, 1579. 8°. XIII. Sml. ogsaa: J. Kirch man nus: De annulis liber singularis. Lubecæ. 1623. 8°. pag. 216 ff., og J. Wolff: Curiosus amuletorum scrutator. Francof & Lips. 1692. 4°. pag. 573 ff.). *) Om Venusin virkelig har ejet en saadan Ring med en formentlig Spiritus familiaris, kan næppe nu konstateres. Der er intet i Vejen for, at det kan være sandt. Troen paa og Rædslen for saadanne Ringe træder frem hos Danske endnu længe efter Venusin’s Død. Saaledes da der i Aaret 1662 blev tilbudt Grubbe (Fornavn har jeg ikke kunnet oplyse) en Ring med en Spiritus familiaris, for hvil- ken Gave Grubbe dog betakkede sig (Ole Borch’s Dagbog. Kgl. Bibliothek i København; Ny kgl. Saml. Nr. 373. b. 4°. pag. 81.): [16. Juni. 1662.] „Narrabat Andersohnius (?) voluisse Grubbio suo spiritus familiares in annulo donate, sed Grubbius recusasse donum“. Det var vistnok den bekendte Alchymist B o r r i, der vilde give denne Gave.