Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

202 naturlige Virkninger. — Jeg er dog ikke blind for, at det her ikke udtrykkelig siges, at noget saadant tros om de ædle Stene ogsaa i Danmark, og at Bartholin’s Udtalelser godt kan tænkes at gælde i al Almindelighed eller være laant fra et udenlandsk Skrift om dette Emne. Men paa den anden Side: Hvorfor skulde egentlig Danmark være mere fremskredent i denne Henseende end de øvrige Lande? — Det var jo desuden paa dette Tidspunkt, omkring Aar 1600, ingen ukendt Tanke her i Danmark, at en Ring kunde gøre sin Ejer heldig, vel- talende, lærd osv. ved Hjælp af en Aand, som tog Bolig i Ringen. Ligesaa let kunde vel en Aand, god eller ond, udøve Gærninger igennem en Ædelsten. Ikke alene i Digtningen mødte Datidens Læsere saadanne Idéer, f. Ex. i den yndede Historie om Flores og Blanseflor, hvor Flores ved Hjælp af en magisk Ring vinder Sejr. Men ogsaa i Virkelighedens Verden. Jeg sigter her til Kristian IV.s Historicus regius Jon Jacobsen Venusinus (død 1608), om hvem Holberg beretter, at man troede „han i sin Ungdom havde1) forhverved sig en Ring, hvorudi var en Spiritus Familiaris*), ’) Ludvig Holberg: Dannemarks Riges Historie II Kbh. 1733. 4°. pag. 603. Sml. ogsaa: Schlegel: Dänische Bibliothec. III. Kbh. 1739. 8 °, pag. 27. — H. F. Rørdam i: K i r k e h i s t. S a m 1. 3. Række I pag. 241 ff. -) Skønt „spiritus familiaris" gav værdifulde Gaver, var den ond (Se: Olaus Lygaard: Lemmata et meletemata... Havn. 1712. 4°. § 3: »Qvid sit Spiritus Familiaris, disputatur & disputandum erit. Malum non bonum esse omnibus persvasum est..— Venusinus er ikke det eneste Exempel paa, at en Spiritus familiaris har givet sin Ejermand stor Lærdom. Cardanus sagdes at have en saadan, som let lærte ham Latin, Fransk, Græsk og Spansk (C. K i e s e w e 11 e r: Geschichte des neueren Occultismus. Leipz. [1891] pag. 127.). — An- gaaende Spiritus familiaris kan ogsaa henvises til: J. Collin de Plancy: Dictionnaire infernal. Bruxelles 1845. 8°. pag. 179 ff og E. Tang Kristensen: Danske Sagn. 6. Afd. 1. Halvbd. Aarhus 1900. pag. 234—35. — Den onde Aand, der nærmest maatte tænkes paa, er vel selve Satan, om hvilken Helduaderus siger (i: Morsus Diaboli Kiöbinghaffn. 1629. 8°. pag. 57), at han „besmycker sine Børn met Vijssdom / Boglige Konster / Spraager / Veltalenhed oc Anseelse". I Virkeligheden finder man ogsaa i Litteraturen, at Spiritus familiaris gøres til ét med Satan: „Was aber eigentlich ein Spiritus Familiaris ist, kan derselbe nicht anders als ein verdammter Höllen-Brand oder Werck des Teuffels, ja der Teuffel selbst genennet werden" (J. J. Bräuner: PhysicaUsch- und Historisch Erörterte Curiositæten. Franck- furt a. M. 1737. 8°. pag. 389. — Andre, der stod Venusins Tid nærmere, og hvis Ord derfor maaske her har større Vægt, taler om „d æ-