Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

36 Det anførte maa her være tilstrækkeligt til at give et Indblik i, med hvilke Øjne det 17. Aarhundredes Mennesker betragtede det skønne Naturprodukt Perlerne, for saa vidt det angaar disses Op- rindelse. Til Slutning skal da kortelig omtales de Ændringer i Udseende, som man fra gammel Tid har iagttaget hos Perlerne. „Man sagt/ vnd helt gewiss dafur / das / wenn die Perrlen alt werden / sie auch am gewichte abnemen/jhr ansehen vn schöne gestalt verlieren . ?)“, siger Wittich, og det 17. Aarhundredes Forfattere er enige med ham deri. — „Perlerne ældes", siger Boetius de Boot* 2); „de ligesom ældes5)", mener Ole Worm3) og hentyder herved til, at de efter at være benyttede længe, maaske ogsaa uden dette, mister en Del af deres Skønhed. Talrige er de Midler, man be- nyttede for at gengive Perlerne deres Glans og Skønhed, lige fra at lægge dem i grovknust Ris, blandet med Salt, hvilket Raad allerede Wittich4) anfører, og til et saa kraftigt Middel som at give Duer dem at æde og lade Fuglens Kraase slide det yderste Lag af Perlen, for senere at slagte Duen og da genfinde Perlen i dens Ind- volde, straalende skøn som før6). Der var ogsaa andre Raad. Boetius de Boot anfører nogle af dem i sin allerede oftere cite- *) Johannes Wittichius: Bericht von den wunderbaren Bezoardischen Steinen ... Leipzig. 1589. 4° pag. 52. 2) Boetius de Boot: Gemmar. et lap. hist. 3. ed. Lugd. Bat. 1647. 8** pag. 171 (Randnoten: „Senescunt Margaritæ".). 8) Museum Wormianum: Lugd. Bat. 1655 in Folio, pag. 110: „Mar- garitæ ... senescunt quasi". 4) l. c. pag. 52. 5) Her kunde mindes om, at det endnu er Sprogbrug at tale om „alters- kranke" Perler: A. Eppler: Die Schmuck- und Edelsteine. Stuttgart. 1912. pag. 98. — Sml. Betegnelsen „todte Perlen": Aug. Biirck: Vollständ. Handb. fur Juweliere ... Ilmenau. 1834. 8° pag. 526. 6) Dette Raad findes omtalt hos Boetius de Boot (Gemmar. et lap. hist. 3. ed. 1647 8° pag. 171) og, sagtens laant herfra, hos Ole Worm (Museum Wormianum. 1655. in Folio, pag. 110). — Som noget hidtil ukendt gengiver Kluge (Edelsteinkunde. Leipzig. 1860. pag. 511) efter „Asiatic Journal", Januar 1825, at man kan rense Perler og gengive dem deres forrige Glans ved at give Høns dem at æde. — løvrigt indeholder enhver Haandbog i Ædelsten-Kundskab noget om at gengive Perler deres Skønhed. Sml. Joh. Peter Eberhard: Abhandlung von dem Ursprung der Perle. Halle. 1751. 8° pag. 135; August Biirck: Vollständiges Handbuch fur Juweliere ... Ilmenau. 1834. 8° pag. 526. A. Eppler: Die Schmuck-und Edelsteine. Stuttgart. 1912. 8° pag. 98.