Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

70 Vel kunde man slaa sig til Taals med Forklaringen om Plane- ternes „Sympathi", naar det gjaldt Helbredelse af Sygdomme ved at bære ædle Stene (omend ogsaa i det 17. Aarhundrede flere For- fattere !) ved nærmere Eftertanke har indset, at det jo egentlig slet ikke er nogen Forklaring, men kun at skyde Sagen fra sig ved at give det uforklarlige et Navn); — men der var jo ogsaa adskilligt andet, — Fremgang i Verden, Herskerkunst, trofaste Venskaber, Kærlighed o. s. v. — der paastodes at kunne bevirkes af de ædle Stene, om det end i det 17. Aarhundrede blev mere og mere Skik at betragte sligt som umulig Overtro, saaledes som det senere skal nærmere udvikles i denne Bog. Det er derfor meget vel forstaaeligt, at mange Mennesker i det 17. Aarhundrede gav sig til at spekulere over Sagen: Var ikke de ædle med Planettegn forsynede Stenes paastaaede Virkninger saa forunderlige, at her stod man overfor noget over- naturligt, — noget Djævelens Værk ? Hele denne hemmeligheds- fulde Fremgangsmaade med at indridse Himmeltegn og sære Figurer i ædle Stene og ved disses Hjælp prøve paa at fremkalde de mær- keligste Virkninger, — alt dette mindede paa en foruroligende Maade om Trolddomskunster. Hvad var Forskellen mellem at tegne Planet- tegn, Abracadabra og magiske, djævelske Formler paa et Stykke Pergament og ved at bære dette i en Snor om Halsen søge at opnaa Sundhed og Lykke, — og saa paa den anden Side at gravere Tegn, som paafaldende mindede herom, i Ædelstene? — Maatte man ikke i begge Tilfælde dømme det som „Teuffelswerck", hvor imod blandt andre Adam å Lebenwaldt2) ivrer, naar han opregner alle disse „Charactern, Figuren / Sigillen / gestossenen Metallen / Kugel / Rin- gen / Spiegeln / Zetlen / mit Hebreischen Buchstaben vnd Schrifften / Planeten-Zeichen / und waiss mit was fur Teuffelswerck**, hvorved Menneskene søger at vinde denne Verdens Goder, ja, oven i Købet praler deraf: „Der ist ein praff Kerl / der ist gewixt / der kan mehr ’) Se f. Ex. Franciscus Bayle: Dissertationes medicæ tres. Hagæ Comit. 1678. 8°. pag. 35, hvor Forklaringen ved Hjælp af Sympathr og Antipathi betegnes som „infame asylum, ad quod ... ignorantia se recepit". Og lignende Udtalelser kunde let fremdrages fra anden Side. Netop dette Udtryk: „asylum ignorantiæ" genfindes atter og atter i det 17. Aarhundredes Litteratur om dette Emne. 2) Adamus å Lebenwaldt: Erstes Tractätel / von dess Teuffels List vnd Betrug in der Hebreer Cabala, mit einem Vorbericht / wie der Teuffel bey dem Menschlichen Geschlecht auf vnterschiedliche Weiss eingeschlichen. Saltzburg. 1680. 8°. pag. 79.