Maaleteknik 1914
Planlæggelse af Maalingen med given Tolerans

189 Man vil bemærke, at Kurverne til en vis Grad er ligedannede. En Uregelmæssighed som a synes saaledes at gaa igen i alle Kurver. Det ses endvidere, at mens Kolberne først er kol- dere end Milieuet, ender de med at være varmere. Det fremgaar da tydeligt af det her anførte, at det i Al- mindelighed er ganske utilladeligt at antage, at el Legeme har Milieuets Temperatur, blot fordi det i længere Tid eller praktisk set ubegrænset Tid har henstaaet i Milieuet. En For- udsætning for Rigtigheden er, at Milieuets Temperatur i til- strækkelig lang Tid og i tilstrækkelig høj Grad har været konstant. Dersom man ikke ved særlige Foranstaltninger bringer Legemets Temperatur til at falde sammen med Milieuets, sodi vi nu vil antage konstant, følger af det foregaaende, at Lege- met i Almindelighed i længere Tid maa henstaa i Milieuet, før det tør antages at have antaget dettes Temperatur, særlig hvis det til en Begyndelse har haft en stærkt afvigende Tem- peratur. Det sidste indtræder hyppigt ved Arbejdsstykker i Metalbearbejdningstekniken, som man gør til Genstand for Udmaaling. Saadanne Arbejdsstykker vil nemlig hyppigt være opvarmede stærkt ved den forudgaaende Behandling, I. Eks. Afdrejning. De planparallele Glasplader af yderst ringe Fremstillingstolerans, der tilslibes i de optiske Fabriker, ud- maales og prøves for Ensartethed ved Interferensmetoder. Før nogen Maaling kan foretages, maa Pladerne imidlertid ofte timevis have henligget i Maaleapparatet, der igen som oftest maa skærmes mod større Temperaturvariationer. I dette Tilfælde er Formaalet med »Lagringen« væsentligst den at give Pladen en ensartet Temperatur. Det samme er Formaalet, naar man henstiller Westonnormalelenientet i el Rum med konstante Temperaturforhold i længere Tid lør Prøven. Ele- mentets Temperaturkoefficient er overordentlig lille, men dets elektromotoriske Kraft kan afvige meget betydeligt Ira den normale, naar Elementets Dele ikke alle har samme Tem- peratur.