Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

Indstøbning bruges derfor især, hvor man vil have meget tynde, meget store eller jevne snit; desuden hvor objektet trods hærdning er af en meget blød eller ujevn konsistens, let sønder- rives, er opfyldt af hulrum eller paa yderfladerne bedækket med delikate vævselementer, f. eks. epithelier, som vilde skades ved klemningen i lever o. 1. De stigende fordringer til snittenes egenskaber vil uden tvivl bevirke, at man efterhaanden indstøber alle præparater. For de finere snit er denne forberedelse en uafviselig nødvendighed. Til indstøbning har været anvendt et stort antal stoffe bl. a. gummiopløsning, Farrants vædske, glyceringelatine, æghvide, sæbe osv. For tiden er der i mikroskopisk praksis kun tale om to stoffe celloidin og paraffin. Celloidinindleiring er anbefalet og methodisk ud- arbeidet af Schiefferdecker. Celloidin er en i æther og absolut alkohol opløst nitreret cellulose (skydebomuld), altsaa en slags collodium, hvilket stof allerede før har været anvendt af D u v a 1 til indstøbning. Celloidin forekommer i handelen i plader (Scherings cel- loidin) af opak, hvidgul farve og brusklignende konsistens. Disse plader indeholder endel alkohol, æther og vand. Ved indtørkning biir de haarde sotn horn og ubrugelige, maa derfor opbevares paa vel lukket glas, helst opskaaret i smaa spaan eller levninger eller raspet til fint pulver (Apathy). Disse smaa stykker kan gjerne tørke ind, de giver da ved den senere op- løsning i ætheralkohol endog en klarere vædske. Ved tilsætning af æther og absolut alkohol ’ (betegnes ved A -|- A) opløses og sveller den faste celloidin. Der anvendes gjerne to saadanne opløsninger, en tyndere, der flyder om- trent som ol. ricini, en tykkere af sirupskonsistens. Den sidste faaes ved at blande lige vægtsdele celloidin, æther og alkohol sammen og lade dette henstaa til fuldstændig opløsning.