Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

— 123 — Farvningerne foretages dels paa snit, dels paa større stykker før skjæringen: farvning «en bloc-» eller ten massen. Netop ved disse stykfarvninger anvendes helst alkoholiske farve- opløsninger paa grund af deres større evne til at trænge igjen- nem vævet. Ogsaa den differentierende affarvning — f. eks. med HC1 alkohol — foretages da med det hele stykke. Begge processer tager naturligvis længere tid end den tilsvarende be- handling af snit — i regelen 12—24 timer. Differentierings- vædsken bør skiftes flere gange, og stykket ophænges gjerne i samme ved en traad eller i et stykke fint tøi, saa den udtrukne farve kan synke tilbunds i glasset. De fleste farvninger, tinktione,r, udføres med stofte af organisk natur (karmin, hæmatoxylin, orcéin, anilinfarver); farv- ning med anorganiske forbindelser, især metaloxyder og salte, osmiumsyre, salpetersurt sølvoxyd, guldklorid o. s. v. kaldes i m- preg nationer. Alle mikroskopiske farvninger er af forholdsvis ny datum. Først indførtes karmin, der endnu er det mest benyttede, i 1858 af G e r 1 a c h, h æ m a t o x y 1 i n 1863 af B ö h m e r, anilin- farverne ligeledes 1863 af Waldeyer. Af metalfarvninger anvendtes først salpetersurt sølvoxyd 1854 af F 1 i n t z e r, senere mere udbredt af His og R e c k 1 i n gh a u s e n.