Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

i68 — Guld. Indført af Cohnheim 1866, bruges det ædle metal især til farvning af nervernes aksecylindre, til hvilke guldet synes at have en speciel affinitet. Dog farves ogsaa tværstribede muskelfibre og bindevævsceller især kornealceller bedre i guld end i noget andet farvestof. Det anvendes som guldklorid eller hyppigere guldkalium(natrium)klorid, idet opl. af dobbeltsaltet viser sig at være stabilere end det enkle klorguld. Man er overalt enig i at beundre finheden og elegansen ved en vel- lykket guldfarvning og i at beklage methodens usikkerhed. Denne usikkerhed kommer vistnok af vort mangelfulde kjendskab til guldfarvningens kemiske og fysiske betingelser. Som regel fordres til guldfarvning friskt væv; dog gjennem- trænges dette ved saa godt som alle methoder først med en (sædvanligvis organisk) syre, før det udsættes for guldkloridets indvirkning. Syren anvendes for at lette guldkloridets indtræn- gen i vævet, hvilket ellers kun vanskeligt foregaar, da guld- kloridet, som de fleste metalklorider, er et fixerings- og hærd- ningsmiddel, der vanskeliggjør diffusionen. Efter den gjængse, men maaske mindre rigtige opfatning tjener syren ogsaa til at lette reduktionen af guldklorid i vævet. Drasch antager, at den ved syren bevirkede vævsforandring er en væsentlig del af methoden. Efter hans opfatning lader ganske uforandrede vævs- nerver sig ikke guldfarve, der maa en bestemt grad af mor- tifikation til. Han anvender derfor ikke friskt, men 12—24 timer gammelt materiale; nerverne gjennemgaar da en naturlig dekomposition, der ogsaa er ledsaget af syredannelse i vævet, og opnaar derved paa en lempelig maade den for guldfarv- ningen heldigste tilstand. Guldkloridopløsninger bør opbevares paa mørke flasker og i mørkt skab.