Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

— 82 — forskjellig anvendelse af disse, og de kan ofte iværksættes sam- tidig, hvorfor man ogsaa ofte om end med urette opfatter dem som identiske. Fixeringen maa nødvendigvis foregaa hurtigt, saa vævet ikke faar tid til at undergaa nogen som helst morfologisk for- andring; hærdningen kan gjerne strække sig gjennem længere tid. En anden sag er det, at man ved objekter, der ikke skal undersøges paa vævets fineste enkeltheder, ikke udfører fixerin- gen som egen proces, men nøier sig med den ogsaa ved hærd- ningen optrædende mindre fuldkomne, men til almindelig brug fuldt tilstrækkelige fixering. Fixering. Almindelige betingelser for god fixering er: Friskt, uforandret væv — smaa vævstykker ikke over ctm. — rigelig mængde af fixationsmidlet — ikke længere ind- virkning af dette end netop nødvendig — og endelig for de mineralske syrer og salte: grundig udvaskning efter fixeringen, da farvningen ellers biir vanskelig. Som fixeringsmidler anvendes varme (kogning), forskjellige mineralske og organiske syrer og salte (især kloridei) samt alkohol. Det vil ofte vise sig hensigtsmæssigt at fylde det glas, hvori fixationen skal foregaa, 2/3 med bomuld eller opkrøllet filtrerpapir. Vævstykkerne undgaar da paa det bløde undeilag den fladtrykning ved egen vægt, som man vanlig finder, naar de ligger direkte paa glassets bund. I tilfælde af, at alkohol benyttes, vil stykket desuden ogsaa komme til at blive liggende i vædskens øverste o: alkoholrigeste region, idet det af vævet udtrukne vand synker til bunds. Paa bunden findes derfor den mest fortyndede alkohol. Af de mangfoldige fixationsmidler skal her kun nævnes et mindre antal.