Elektrisk Belysning 1879

19 ved en hvid, isolerende Masse, som oprindelig var et Sili- kat, Kaolin, men nu er en Blanding af svovlsur Kalk (Gips) og svovlsur Baryt (Tungspat). De nederste Kulender optages af to Messingrør, adskilte og holdte sammen ved et fast, isolerende Bindemiddel, hvis Hovedmasse sandsynlig- vis er Asbest. De øverste Kulender ere skraat tilskaarne og forbundne ved en lille Stilk af Grafit, 1 m m tyk og 1cm- lang, som holdes paa sin Plads ved et Baand af Asbestpaph’, der er klistret paa Kullene. Indskyder man nu et saadant Lys i den elektriske Strøm ved at forbinde hver af Ledningstraadene med sit Messingrør, gaar Strømmen gjennem det ene Kul, Grafitstilken, til det andet Kul. Grafitstilken opvarmes paa Grund af sit ringe Tværsnit til en meget høj Temperatur, fordamper og taar samtidig den øverste Del af det isolerende Mellemlag til at smelte. Saasnart Grafiten er fortæret, hvilket sker næsten øjeblikkelig, danner Voltabuen sig mellem Kullene og vedbliver, saa længe den elektriske Strøm varer. Efter- haanden som Kullene brænde ned, opvarme de det isole- rende Stof, som delvis smelter og fordamper og derved gjør Mellemrummet mellem Kullene svagt ledende. Som Mellemlag kan foruden de angivne Stoffer benyttes mange andre, som have de samme Egenskaber som disse, og man kan herved til Dels variere Lysets Farve; Mellemlaget spiller nemlig tillige til en vis Grad samme Rolle som Kalken i det Drummondske Lys, hvorfor ogsaa Lysstyrken angives at være større, end naar Mellemlaget slet ikke fandtes. Indblandinger af Natron- eller Strontianforbin- delser give saaledes det ellers hvide Lys et gulligt eller rødligt Skjær; indblandet Kulpulver siges at skulle give et stærkt hvidt Lys. Da Kullene have samme Dimen- sjoner, maa Elektricitetskilden frembringe vexlende Strømme; ved Maskiner med kontinuerlig Strøm maatte det positive Kul have dobbelt saa stort et Tværsnit som det negative; dette har vel været forsøgt, men har ikke vist sig prak- tisk paa Grrund af Vanskeligheden ved at tilvejebringe ensartede Kul, og fordi det Forhold, der er mellem Hur- tigheden, hvormed det positive og negative Kul fortæres, 2*