Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende
Forfatter: C. Dalgas
År: 1837
Serie: Niende stykke
Forlag: Trykt hos J.D. Qvist.
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 439
UDK: TB 908(489) Bid
Foranstaltet, efter Kongelig Befaling, ved Landhuusholdningsselskabet.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
261
f°r Honsehuusdoren. Saaledeö saae jeg længere hen i benævnte
Efteraar, at mine Kalkuner reddede min Naboes Rug. Han troede
i Førstningen at de aad Nugen, men blev glad, da han saae dem
æde Sneglene*). Et andet probat Middel, forsogt her i Egnen, er
at tromle Jorden, paa en tor Dag. Sneglene som da sidde under
Iordknolle og Smaasteen, blive knuste og dræbte. Kalk har man
ikke her forsogt. I Efteraaret 1831 har jeg ladet alle mine Folk
gaae Side om Side, og stikke Sneglene ihjel med Kjæppe, som
vare gjorte skarpe i Enden, og da'Sneglene kun viste sig paa de
Agre, som stødte til Stubbcjorden, var dette Arbeide snart endt.
Middelet var probat. ZEnder og Hons vilde ikke saa langt fra
Huus. — Rektor Bjorn i Nyborg fortæller hvorlunde hans Nug
stod urørt af Sneglene, medens Andres Rug paa Nyborg Mark
tog Skade af dem; hvilket han formoder kom deraf, at i den ene
Side af hans Lod var en Kaalplet, hvor Sneglene i Mængde op,
holdt sig. >
Paa Smaaoerne anrette Markrotter undertiden store Ddelceg-
gelser. Saaledes f. Ex. for en Deel Aar siden paa Lyse. Pastor
Aabye har i saa Henseende meddeelt Forf. Folgende:
Det var de to forste Aar efter Udstiftningen (1806 og 1807),
ot Markrotlerne tilligemed Markmuus toge saa stærkt Overhaand paa
Lyve. Der har, saalænge Nogen kan mindes, altid været af dette
Slags Notter paa Den, og der sindes endnu hist og her adskillige
af dem, dog ikke >i saadan Mængde, at de foraarsage nogen egentlig
Skade paa Sæden. Men i de to nævnte Aar tiltog deres Antal
saa stærkt, at de ikke alene odelagde Sæden (saa at Mange ikke
engang avlede hvad de havde udsaaet), men endog fordærvede Græs-
gangene ved at underhule Jorden og opffyde Tuer ligesom Muld-
varpen. Aarsagen, hvorfor disse Rotter i Forening iued Mark-
wusenc strax efter Udskiftningen formerede sig saa stærkt, maa rime-
ligviis søges i de mange Jordvolde, som da bleve opforte til Hegn;
i disse havde de et sikkert Tilhold om Vinteren fremfor paa
Agerlandet, hvor de mere ere udsatte for at omkomme ved Regn-
') Schwerz fortæller noget Lignende.
Forf.