Jordens Udviklingshistorie

117 dem for Menneskerester, i saa Tilfælde af det lavest udviklede Menneske, man kender; atter andre, lige saa ansete Forskere holde dem for Resterne af en Mellemform mellem Aber og Mennesker. Sikrest er det ikke at tage Stilling til Pithecanthropus, før der foi’eligger fuldstændigere Fund. I sydamerikanske, pliocæne Lag har man fundet mere eller mindre differentierede Efterkommere af de ovenfor omtalte, særlige, sydamerikanske Grup- per, men desuden træffes nu første Gang Dyr, der ere indvandi’ede fra Nord-Amerika. Der var kom- men Landforbindelse mellem Nord- og Syd-Amerika. I de tilsvarende, nordamerikanske Lag mødes en lignende Blanding af nord- og sydamerikanske For- mer. De yngste, sydamerikanske, pliocæne (eller mulig gammel-pleistocæne) Lag, den saakaldte Pam- pas-Formation udmærker sig ved stor Rigdom paa Kæmpedovendyr og Kæmpebæltedyr, af hvis Rester det zoologiske Museum i Krystalgade indeholder en udmærket Samling. I disse Lag er der fundet Menne- skeskeletter. De tertiære Af lej ringer ere næsten alle Vegne løse Jordlag. I Alperne findes dog Kalkstene, der hovedsagelig bestaa af Skaller af Nummulither (S. 103). Tertiære Lag spille en betydelig Rolle i Danmark. Grønsandskalken i Køge-Egnen og det graa, kalkholdige Kertemindeler ere afsatte i Be- gyndelsen af Eocæn-Tiden. Det sidste forekommer i et Bælte gennem Sjæland fra Køge til Korsør og i Nord-Fyn. Det plastiske Ler, en meget fed, ofte stærk rød eller grøn Lerart, danner Undergrunden i Kalundborg-Egnen, paa Laalands Sydkyst, Syd- Langeland, Fyns Sydvestkyst og Jyllands Østkyst omtrent til Ebeltoft, samt i et Bælte fra Aarhus over Hobro til Skive. I fugtig Tilstand skrider det ud og foraarsager derved ofte Tab af Agre ved Stran-