Jordens Udviklingshistorie

120 ovenpaa Klipperne. Disse Jordmasser bleve nu førte bort af den mægtige Indlandsis og atter aflejrede, da den smeltede, som Moræneaflejringer*) og Smelte- vandsaflejringer i Rusland, Nord-Tyskland, Dan- mark, Holland og paa de britiske Øer, hvis Over- fladedannelser opstode paa samme Maade. Morænerne bestaa overvejende af Moræneler, en usorteret Blanding af Ler, Sand, Grus og Sten. Det danner i Danmark Overfladen paa største Delen af Øerne, i det østlige Jylland Syd for Limfjorden, i Thy, paa Mors og i Salling. Nu og da ere Mo- rænerne meget sandede eller grusede; de kaldes da Morænesand eller Morænegrus. Saadanne Moræner danne adskillige Steder Overfladen paa Bakkerne i Midt- og Vest-Jylland, Sydvest-Fyn og Nord-Sjæland. Under, over eller mellem Morænerne findes ofte anselige Aflejringer af lagdelt Grus, Sand eller Ler („Bakkegrus” og „Bakkesand”, ,,Hedesand”, „Teglværksler”), afsat af Indlandsisens Smeltevand inde under Isen eller foran dens Rand under Afsmeltningen. Saadanne Smeltevandsaflej- ringer danne Aasene og Hedefladerne. Stenene i Morænerne give Vink om, i hvilken Retning Indlandsisen har bevæget sig, idet mange af dem med Sikkerhed kunne henføres til bestemte Hjemsteder. De oplyse, at i den første Del af Is- Tiden var Isens Bevægelse straaleformig ud til alle Sider fra de norske og svenske Højfj ælde. Isen kom da til Danmark fra Nord og medførte bl. a. Sten fra Kristiania-Egnen, som den efterlod mange Steder. I det sidste Afsnit af Is-Tiden havde Øster- søen stor Indflydelse paa Bevægelsesretningen; Is- *) Schweizerne kalde de Sten og Jordmasser, som Gletscherne fore med sig, for Moræner. Dette Ord har efterhaanden faaet Borgerret i mange Sprog.