Jordens Udviklingshistorie

131 og hvornaar cle have levet i Forhold til Isens Frem- rykning og Afsmeltning. Dette staar tildels i For- bindelse med, at man ikke er enig om, hvormange Is-Tider der har været. De ældste, sikre Spor af Mennesket i Europa, groft tilhugne Stenredskaber i faa simple Former (Chelles- og Le Moustier-Former), forekomme sam- men med den ældste pleistocæne Fauna (med Ele- phas antiquus og Rhinoceros Mercki). Disse Old- sager tilskrive de fleste Forskere Europas Urbeboere, Fig, 80. Tegning af en Mammut i Hulen ved Combarelles i Doi-dogne efter Capitan og Breuil. de saakaldte Neanderthal- eller Spy-Menne- sker (Fig. 81), af hvilken man adskillige Steder (oftest i Klippehuler) har fundet Rester. Denne Menneskeart udmærkede sig ved at have et stærkt fremspringende Nakkeben med en Kam til Befæstel- sen af kraftige Nakkemuskler. Underkæben var høj og uden Hage. Underarmens Ben vare buede. Laar- benet var tykt og stærkt fremadbøjet, Skinnebenet kort og tykt, og dets øverste Del bøjet bagud. Det var smaa Mennesker med stærkt udviklet Nakke, korte, kraftige Lemmer og store Hænder og Fødder.