Jordens Udviklingshistorie

132 I staaende Stilling vare Knæene krummede fremad og Hoved og Nakke ludende. Det store Hoved havde meget lav Pande og vældige Øjenbrynsbuer. De Heste Forskere anse dog ikke denne Menneskeart for Europæernes Stamfædre. Sammen med Rester af Mammuten, det uldhaa- rede Næsehorn o. s. v. er fundet finere tilhuggede Stenredskaber (Solutré-Former), Elfenbensflgurer og Fig. 81. Hjerneskal Nr. 1 fra Spy i Belgien efter Fraipont. Benstykker, forsynede med udskaarne Billeder og Ornamenter. Skeletfund og Figurerne tyde paa, at i alt Fald det sydlige Vest-Europa den Gang var beboet af en negeragtig Race. Man har flere Steder, navnlig i Dordogne, fundet Huler, hvis Vægge ere prydede med Dyrebilleder fra denne Tid (Fig. 80). Noget yngre, fra en Tid, hvor Rensdyret var meget hyppigt, og den vilde Hest almindelig, men hvor Mammuten var ved at uddø i Europa, er en Række