Jordens Udviklingshistorie

19 hinanden den saakaldte Kant-Laplace’ske Hy- pothese. Ifølge denne var vort Solsystem op- rindelig en luftformig Masse, som drejede sig lang- somt rundt samme Vej, som Solen og Planeterne nu gøre. Oprindelig strakte den sig langt udenfor den yderste Planets Bane, men lidt efter lidt trak den sig sammen, hvorved dens Varmegrad forøgedes. Under Sammentrækningen udskilte der sig til sine Tider ved dens Ækvator Ringe, medens Central- massen trak sig mere og mere sammen indenfor Ringene. Efterhaanden trak ogsaa Ringene sig sammen, bristede og samlede sig til kugleformige Masser, der atter dannede Ringe omkring sig, medens de lidt efter lidt fortættede sig og bleve til Planeterne; deres Ringe bristede ogsaa, trak sig sammen og blevo til Maanerne; Centralmassen for- tættede sig efterhaanden og blev til Solen, omkring hvilken Planeterne vedbleve at kredse. Skønt den Kant-Laplace’ske Hypothese er over et Hundrede Aar gammel, er den endnu den Hypothese, der mest til- fredsstillende forklarer vort Solsystems Udvikling. Bevise dens Rigtighed kan man selvfølgelig ikke, men de fire, af den opstillede Udviklingstrin for et Himmellegeme: den luftformige Stjernetaage, Rin- gen, det lysende Himmellegeme med smeltet Over- flade, og det mørke Himmellegeme med størknet Overflade, kende vi alle fra Verdensrummet, ja de tre sidste endog fra vort eget Solsystem, hvor Pla- neten Saturn endnu er omgiven af en Ring. En Bekræftelse har den faaet ved, at det ved Spektral- analysen er lykkedes at godtgøre, at adskillige af Jordens Grundstoffer findes paa Solen. Ved Spektralanalysen er det endvidere lykkedes at paavise, at paa de gule og hvide Fiksstjerner er Temperaturen saa høj, at der ingen kemiske For- bindelser findes paa dem, men kun Grundstoffer. 2*