Jordens Udviklingshistorie

25 nederste Jerngnejs hører til det aller ældste af Jord- skorpen, som kendes. Det vestsvenske Gnejsomraade strakte sig tid- ligere længere mod Syd og Vest end nu. I Skaane og Kattegat er der sket store Bristninger af Jord- skorpen, og hvad der laa Syd og Vest for Bruddene, sank i Dybet; tilbage blev dog staaende enkelte Klippemasser (Horste), medens Omgivelserne sank: Kulien og Romeleklint i Skaane og Granitterrai.net paa Bornholm. Paa Bornholm indtager Granit den nordlige og midterste Del af Øen. I Reglen er den dækket af Istidsdannelser; kun ved Kysterne, i Aaløbene og i forskellige Kuller er den tilgængelig for Iagttagelse. Den er dannet i Urtiden ved Udbrud af smeltede Masser fra Jordens Indre. Efter at den var størknet, er den bleven sammenpresset og er derved over- vejende bleven gnejsaglig, „stribet Granit”. Oldtidens ældste Del. (Den proterozoiske Tid.) Mellem den katarkæiske Gnejs og de ældste Lag, som indeholde vel bevarede Forsteninger (de ældste kambriske Lag), findes der adskillige Steder mæg- tige Klippemasser af forskellig Beskaffenhed. De ældste af dem minde meget om den katarkæiske Gnejs; de bestaa af yngre Gnejser, Glimmerskifere og andre saakaldte krystallinske Skifere; de ere gennemsatte af Graniter og andre eruptive Sten- arter; de ere stærkt foldede, sammenpressede og