Jordens Udviklingshistorie

26 forstyrrede og ofte meget vanskelige at holde ude fra den katarkæiske Gnejs. De yngste af dem minde derimod meget om yngre Dannelser; de be- staa af normale, lagdelte Bjergarter: Lerskifere, Sandsten og Konglomerater, men indeholde dog saa godt som ingen Forsteninger; Lejringsforholdene vise da ingen Spor af Forstyrrelser; de ere da ofte vanskelige at holde ude fra de kambriske Dannelser. Mellem de ældste og de yngste af disse Klippemasser findes der talrige Overgangsformer. Tidligere regnede man disse Klippemasser med til Grundfj ældet; adskillige Geologer delte da dette i to Dele, en ældre med de mest forstyrrede og mest omdannede Klippemasser, og en yngre med de mindst forstyrrede og mindst omdannede. Som Undersøgelserne imidlertid skrede frem, blev man, særlig i de forenede Stater, klar over, at de yngste, mindst forstyrrede og omdannede laa diskordant (S. 13) ovenpaa de ældsze; efter at de ældste vare bievne dannede, forløb der altsaa et langt Tidsrum, i hvilket de laa hen som tørt Land, vejrsmuldrede og bleve brudte ned af Floderne, inden de sænkedes under Havfladen, og de yngste bleve afsatte oven- paa dem. Amerikanerne skilte da de yngste Lag ud fra Grundfjældet som en særlig Formation, som de kaldte den algonkiske, efter en Indianerstamme. Ved omhyggelige Undersøgelser, som i den sidste Tid ere udførte i Nord-Amerika og Finland, har man kunnet godtgøre, at Lagene mellem den katar- kæiske Gnejs og de kambriske Lag maa deles i mindst fire mægtige Formationer, der ere adskilte ved Diskordanser. Disse vise, at der efter Urtidens Slutning har været fire Perioder, hvor store Dele af Nord-Amerika og Fennoskandia laa nedsænkede under Havfladen; mellem disse Havperioder var der Eandperioder, hvor de omtalte Egne vare hævede